Børnetouren samlede cykelglade børn i Rådhusparken
FREDERIKSHAVN: Vingegaard og alle de andre danske cykelhelte gør det fantastisk på landevejene rundt i Europa, men på de danske landeveje og i cykelklubberne mangler der børn og unge. Her mangler den bredde, der skal danne basis for fremtidens danske cykel-succes. Samtidig får danske børn og unge for lidt motion.
Begge dele har DCU (Dansk Cykel Union) sat sig for at gøre noget ved med danmarksturneen Skoda BørneTour, som arrangerer cykelløb for børn i 24 byer i Danmark i samarbejde med bl.a. lokale cykelklubber.
I Frederikshavn var cykelklubben NBC medarrangør af et vellykket arrangement, hvor 74 børn og unge fik en herlig cykeloplevelse på en lukket strækning rundt om Rådhusparken.
Klubbens formand, René Hansen var glad for at se så mange unge deltagere, og han håber at nogle af dem får lyst til at besøge cykelklubben i den kommende tid og måske får smag for cykelsporten.