Børnenes Open by Night 16. juli i Skagen

13. juli 2020 kl. 15.00

Sommer i Skagen byder på mange turister og dermed også flere aktiviteter i bybilledet og liv i gaden. Skagen Handelsstands Forening står for et par af de traditionelle, som vender tilbage år efter år. Det er Open by Night i uge 29 og uge 30.

Som de øvrige år står uge 29 i børnenes tegn med Børnenes Open By Night torsdag 16. juli.

På pladsen foran Kappelborg gentages sidste års succes med elastikspring i en Highjumper. Her betales for at prøve springene.

Ved skaterbanen kommer de kæmpestore traktorer fra Rabbit Pulling Team. Sidste år blev det et tilløbsstykke med de store showtruck, der bruges rundt omkring i hele Europa, til Tractor Pulling Shows.

Det er også ved skaterbanen at Gadeteam SSP/UngNord, vil deltage med diverse aktiviteter for børn og unge. Senere vil de blive afløst af de cyklende Natteravne.

Nede foran ECCO sko, vil Farm Fun fra Aalbæk holde til med forskellige dyr. De har dyr med som børn meget gerne må kæle med. Farm Fun, som er blevet sponseret af ECCO-sko, har også ponyer med, så der bliver mulighed for at få en ridetur. Ved ponyridning betales et beløb.

Byens brandmænd kommer og præsenterer stationens brandbil. Den plejer at være et stor hit blandt børn og voksne mænd. En anden bil som er populær i Skagen, er den gamle Bedford bus, også kaldet den røde bus. Den bruges om sommeren af Kystmuseet og kører Skagen tyndt med turister. Den kommer til at være foran Spar Nord, hvor man så kan få et kik ind i bussen og få en snak med chaufførerne.

Ved Vandkunsten kommer Mini Smeden med roadracing-maskiner og motorcykler. Her deltager også Skagen Motor cross Klub som viser deres crosser.

På Sct. Laurentii Vej kan man møde Børge Bandit, som går rundt i byen og laver ballondyr til børn.

Open by Night betyder også at butikkerne har åbent til kl. 22. De forretningsdrivende har gjort noget ekstra ud af aftenen og fyldt butikkerne med gode tilbud. Der er også rig mulighed for gastronomiske oplevelser på restauranter og spisesteder denne aften.

Handelsstandsforeningen opfordrer alle børn til at tage familien og vennerne med at nyde en dejlig aften i Skagen. Der henvises til myndighedernes restriktioner angående Covid-19.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste