Børnene tjekker lastbilerne ud
Landsdækkende kampagne begynder i Frederikshavn på mandag
FREDERIKSHAVN: På mandag begynder en landsdækkende kampagne i Frederikshavn rettet mod de yngste skoleelever.
Det er lastbilkaravanen, der erobrer Frederikshavn.
Hele ni vogntog vil stoppe op på P-pladsen ved stadion på Peders Skrams Vej og møde flere end 500 elever fra 0.-2. klasse fra fire skoler klædt i neongrønne refleksveste og politiet.
Med sig har lastbilkaravanen ikke mindst et godt budskab.
Målet er nemlig, at lære de mindste elever alt om lastbiler, højresving og trafiksikkerhed.
Det er vejgodstransportens brancheorganisation, ITD, der står bag kampagnen.
"Magda", som er hovedpersonen i kampagnen og undervisningsuniverset til kampagnen, synger, danser og fortæller om sikkerhed.
Blandt andet synger hun, "Det er meget meget sjovere, hvis man ikke bliver kørt over", "Det er lettere at spise chips, hvis man ikke er pakket ind i gips" og "bliv væk fra det dæk, hvis dine knogler ikke skal sige knæk".
Der er to shows på på mandag.
Kl. 08.30 synger og danser eleverne, og kl. 09.00 tjekker de lastbilerne ud.
Her lærer de, hvordan de skal undgå at komme i karambolage med lastbilen og de farezoner, der er ved lastbilens højre forhjul.
Første show slutter kl. 10.
Næste show er fra kl. 11.00 til 12.30.
Lokalpolitikerne er begejstrede for, at Frederikshavn er en af de fem byer, som Lastbilkaravanen besøger.
- Det er kun glædeligt, at børnene kan lære om de faremomenter, som kan opstå, siger Flemming Rasmussen (DF), formand for trafiksikkerhedsudvalget.