Børn hjælper børn
Danmark Rundt team Bodenhoff for Børnecancerfonden kalder til start i Frederikshavn Kommune
FREDERIKSHAVN: Cancer er en sygdom, der rammer vilkårligt, men når der er børn involveret, så er det ekstra hårdt.
Det er det for barnet, der er ramt, men i høj grad også for søskende og forældre.
For at hjælpe dem i den svære periode, tog Claus Bodenhoff i 2015 initiativ til at stable en landsdækkende cykeltour på benene med det formål af samlet penge ind til Børnecancerfonden.
Danmark Rundt - Team Bodenhoff for Børnecancerfonden hedder projektet, som i år for første gang sætter cykelhjulene i Frederikshavn Kommune.
Starten går 17. august i Skagen med endestation for førstedagen i Frederikshavn.
Sparekassen Vendsyssel er den lokale hovedsponsor og starten går fra sparekassens bygning i Skagen med mål på Parallelvej i Frederikshavn ud for netop Sparekassen Vendsyssel.
Der er samtidigt pitstop i Sindal og Sæby, hvor sparekassens også hare filialer.
Det er den lokale ildsjæl Susanna Nordentoft, der er primus motor i den lokale tour plus al det, der ligger rundt om selve touren.
Susanna Nordentoft er receptionschef på Herman Bang og mødte Claus Bodenhoff i forbindelse med et Best Western-møde i Odense.
- Jeg havde ikke hørt om initiativet tidligere, men faldt for ideen og det gode formål.
- Men da de aldrig havde været nord for fjorden indvendte jeg jo, at så var det jo ikke en tour Danmark rundt.
- Og så var det at jeg kom i spil som lokal arrangør, siger Susanna Nordentoft, som siden har allieret sig med mange gode folk - ikke mindst Rico Eiersted, Lars Løvig og Dan Kobberup.
Danmark Rundt - Team Bodenhoff stiller selv med seks ryttere - her under Claus Bodenhoff selv, og så er tanken, at man tilmelder sig og følger touren på den strækning, man nu kan magte.
- Alle kan deltage - og det gælder ikke om at komme først, men om at træde i pedalerne for penge til Børnecancerfonden, siger Susanna Nordentoft.
Det koster 135 kroner at melde sig under fanerne - og Susanne Nordentoft håber på, at rigtig mange er klar.
- Vi vil så gerne give det ekstra nøk, der kan gøre, at projektet i år runder 1 million kroner til Børnecancerfonden.
Alle penge går direkte til arbejdet - der er ingen administration overhovedet.
Når touren er sluttet i Frederikshavn om eftermiddagen er der lige et pusterum inden der bydes til arrangement i Arena Nord.
Her er der ud over spisning mulighed for at høre indlæg fra Børnecancerfondens direktør Marianne Nielsen, tv-lægen Charlotte Bøving og Kim Vilfort - og efter indlæggene bydes der op til en velgørenhedsauktion over en masse spændende ting, med et katalog, der allerede nu rummer alt fra Ronaldos underbukser til malerier skabt af Franz Beckerlee.
- Vi har ikke alt i hus endnu. Jeg skal bruge den næste månedstid til at samle yderligere ting til auktionen, siger Susanna Nordentoft.
Hvis man vil være en af de 200 heldige, der kommer med til arrangementet i Arena Nord, så kan man melde sig til, når billetsalget starter. Det sker 10. juli.
Billetterne koster 350 kroner og kan erhverves ved at maile til susanna@hermanbang.dk,
Også lørdag 18. august står den i Børnecancerfondens tegn i Frederikshavn.
Det løber af stabelen i gågaden fra 10-14 under overskriften kids2kids eller børn hjælper børn.
Billetsalg til kids2kids a’ 50 kroner sælges fra 10. juli i Intersport.
FREDERIK arrangerer i samarbejde med Intersport Frederikshavn et "rundeløb" i gågaden.
Her er det ambitionen at samle byens foreninger og til at dyste mod hinanden, hvor det primære formål er at skabe opmærksomhed omkring cancer og indsamlingen.
- Vi har valgt at lave et rundeløb, for så kan alle være med og selv vurdere om der skal løbes en runde eller en halvmaraton, samt at skabe en hyggelig stemning i gågaden med depoter og heppekor.
- Det ville være sjovt og sundt, hvis fx byens ungdomshold i FIK i fuldt udstyr dog uden skøjter deltog, og at fodboldspillere fra Bangsbo udfordrede FfI i rundeløbet og indsamlingen, fortæller handelschef FREDERIK, Dan Kobberup.
Lørdagen byder også på forskellige velgørenhedsevents og konkurrencer i gågaden, hvor motionister kan deltage i en frisk gang sponsorspinning, som afholdes som afholdes på Fisketorvet fra kl. 10-13.
- Vi håber på at det kan lykkes os at sætte et stærkt frederikshavnsk aftryk på indsamlingen, siger Susanna Nordentoft.