Bøgsted slået til ridder

25. maj 2020 kl. 12.50

KOMMUNEN: Folketingspolitiker Bent Bøgsted (64) har modtaget Ridderkorset af 1. grad for sine mange år i Folketinget. Bøgsted blev valgt ind for Dansk Folkeparti i november 2001.

Afslappet klædt går Bent Bøgsted rundt med en motorplæneklipper ved sit hus på Bakkevænget i Østervrå, hvor græsset gror uanset, om husets ejer har travlt med politiske dagsordener, langt væk fra hjemmet i den lille landsby. Hvis han giver sig tid til at kigger op, vil han kunne nyde en af de bedste udsigter i byen. Billedet, af en mand med fødderne solidt plantet i den gode Østervrå-muld, er vist meget kendetegnende for folketingspolitikeren Bent Bøgsted.

Der er dog ingen tvivl om, at udnævnelsen til Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen, det er alligevel noget, der påvirker den erfarne politiker. – Det er en meget stor ære, lyder det stolt og med stor glæde, mens vi bevæger os over på terrassen til en lille snak og et kig på den flotte anerkendelse.

Det er ikke første gang Bent Bøgsted stifter bekendtskab med det danske ordenskapitel. I 2012 modtog han Dannebrogsordenen for sine første 10 år på tinget, og det giver os lejlighed til lige at sammenligne de to ordener. Umiddelbart ligner de to ridderkors hinanden, men ved nærmere granskning, så er Ridderkors af 1. grad et hvidmalet guldkors, hvor Dannebrogordenen er et sølvkors. Derudover har Ridderkorset en lille rødhvid roset. Ordenen bæres i officielle anledninger og påklædningen er kjole og hvidt. Modtager får også en lille miniature, som kan bæres i reverset i civile sammenhæng.

Den 20. november 2001 blev Bent Bøgsted valgt ind i Folketinget. Et noget overraskende resultat – ikke mindst for hovedpersonen selv, der var taget til banko i den lokale idrætsforening sammen med hustruen Hanne. Hun var så heldig at vinde en kvart gris, så parret var egentlig ret godt tilfreds med aftenens forløb. Da de kom hjem kunne de konstaterer, at telefonsvareren var glødende og fyldt med opkald. Allerede efter at have lyttet til den første besked, stod det klart for Bent, at hans liv nok stod til at ændre sig i ret væsentlig grad. - I første omgang forsøgt jeg at få bekræftet, at det var rigtigt, at jeg var blev valgt til Folketinget på det andet af to mandater i Nordjyllands Amt, forklarer Bøgsted, som efter et par telefonopkald kunne konstaterer, at den var god nok - han havde fået ny titel.

Et liv i politik

I dagene efter glødede telefonen med opkald fra diverse nyhedsmedier, der gerne ville tale med maskinarbejderen fra Nordjylland. Bent Bøgsted var da heller ikke upåvirket, da han første gang trådte ind på Christiansborgs bonede gulve, men, som med alt andet, han har beskæftiget sig med, så har han hele vejen bevaret sin rolige tilgang til tingene. – Jeg er jo født på landet, og vant til at tage tingene stille og roligt, og den filosofi har jeg holdt fast i hele vejen. Jeg er der jo på grund af mine vælgere, og man er kun det, ens vælgere ønsker man skal være, konkluderer Bøgsted. I øvrigt, så har Hanne lovet, at hun nok skal få mig ned på jorden igen, hvis det skulle ske, at jeg lige kom til at slippe jordforbindelsen et kort øjeblik, lyder det munteret.

Der er gået 18 år siden den aften i november, og Bent er efterhånden kommet i eliten af erfarne politikere. Det betyder, at han blandt meget andet har titlen som Tingsekretær, og som sådan kan afløse i Folketingets formandsstol.

Der er dog noget, der bekymrer den erfarne nordjyde. Den udvikling, der er sket i sammensætningen af folketingsmedlemmerne. – Det er min opfattelse, at vi bliver færre og færre, der ved, hvordan samfundet fungerer. Vi er vel i øjeblikket, med meget god vilje, en snes medlemmer tilbage, der har en faglig baggrund, mens størstedelen er universitetsuddannede. Dem kan vi slet ikke undvære, og de har også teorierne på plads, men kendskabet til praksis ude i det virkelig liv den er fraværende.

Det bekymrer mig, at den faglige viden og værdierne går tabt på den måde. Jeg er virkelig glad for min egen baggrund og erfaring, det mener jeg, er guld værd, understreger Bent Bøgsted, der har haft stor glæde af sin egen indsigt bl.a. i forbindelse med diskussionen om erhvervsskolernes fremtid.

Det har været et liv i politik, som har budt på lidt at det hele. Politisk er en af sejrene, at det lykkedes at få Udbetaling Danmark til Frederikshavn. Det er også blevet til en del spændende rejser med udvalg og delegationer til bl.a. New Zealand, USA, Kina og Sydkorea. Rejser, der i den grad har givet indblik i forskellige kulturer på godt og ondt. – Det gør særligt indtryk, når man oplever de voldsomme kontraster, der kan være mellem rige og fattige, fremhæver Bøgsted, og muligheden for at besøge den demilitariserede zone på grænsen mellem Nord- og Sydkorea er også noget, der har bidt sig fast.

Hanne og Bent Bøgsted bor i dag i Østervrå, og det er de begge to glade for. – Vi havde, efter 25 år på landet, efterhånden nået en alder, hvor vi gerne ville lidt tættere på byen, og så faldt valget på Østervrå. Her kunne vi få meget hus for pengene, og en mindre by med et fint udvalg af indkøbsmuligheder, forklarer parret, der allerede føler sig som en del af det lokale fællesskab. Bent er kommet med i borgerforeningens bestyrelse, og de forsøger begge at deltage i det lokale foreningsliv, så meget som tiden nu tillader det. – Det sker også, at vi smutter ind på den lokale pub, og præcis som i foreningslivet, så er det en rigtig god anledning til at komme i snak med naboerne og høre, hvad der røre sig i den lokale debat, forklarer Bent.

Danske Folkeparti er tilhængere af kongehuset, og det er familien Bøgsted også. – Vi har flere gang haft lejlighed til at møde kongefamilien, både til middag og bal hos dronningen samt på kongeskibet, fortæller Bent.

Snart skal Bent Bøgsted være på tomandshånd med en fra den kongelige familie, når han skal i audiens for at sige tak for sit ridderkors, og det glæder han sig meget til. Hvornår det bliver, ligger hen i det uvisse, så længe coronaen raser.

FAKTA:

Bent Bøgsted

Valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti 20. november 2001

Udvalgsposter: Beskæftigelsesordfører, forsvarsordfører, miljø, og fødevareudvalget, udvalget for landdistrikter og øer, udvalget til valgs prøvelse og Tingsekretær

2012: Ridder af Dannebrogordenen

2020: Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen

Alle ordener skal afleveres til Ordenskapitlet, den dag modtager dør.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste