Billede beskrivelse

Bødkergården er det bedste

29. oktober 2021 kl. 06.00

Daginstitutionen Bødkergården i Østervrå har siden 1971 været et kæmpe aktiv for lokalområdet og et centralt omdrejningspunkt for mange familier.

Lokalsamfundet har gennem alle årene bakket massivt op om institutionen, men er det alene af nærhedsprincippet, eller er der også andre grunde til, at Bødkergården bliver valgt til?

Vi har spurgt tre forældre, hvad der har været det afgørende for, at det blev netop Bødkergården de valgte.

Rasmus Vestergaard Larsen bor i området og har selv gået i den lille børnehave og senere også på Bødkergården, så han var slet ikke spor i tvivl om, hvor hans børn Frederik og Nikoline skulle gå.

- Vi bor helt yderst i kommunen på kanten af både Brønderslev og Hjørring kommuner, og kunne vælge mellem tre forskellige institutioner, forklarer Rasmus Larsen, som især fremhæver Bødkergården for omgangstonen med børnene i det daglige.

Thøger Persson er flyttet tilbage til området fra Aalborg, hvor hans to børn havde været i en mindre institution med lokaler i et etagebyggeri.

- Vi havde fået anbefalet Bødkergården, og da vi var på besøg for at se stedet, blev det straks meget lettere for os at tage beslutningen om at flytte hertil, fortæller Thøger Persson, som især fremhæver de fantastiske udearealer, og at der er så meget fokus på udelivet.

Janni Mølgaard Høybye bor også på kanten af kommunegrænsen men i Brønderslev Kommune, og for hende er Bødkergården et helt bevidst valg.

- Min dreng Benjamin var i en kort periode i en anden institution, og jeg tænkte, at det må kunne gøres bedre, og på opfordring fra andre forældre, besøgte vi Bødkergården, og faldt med det samme for stedet, forklarer Janni Høybye.

- Jeg mener, der er en helt speciel kultur på stedet, som også hurtigt smitter af på nyansatte. Vi føler os altid velkommen, forsætter Janni, og det også noget Thøger kan nikke genkendende til.

- Vi mærkede lige fra starten en stor tryghed, der er styr på tingene, en god ledelsesstil, og pædagogerne har en anerkendende tilgang til børnene. Vi oplever, at uanset, hvor travlt der er, så siger personalet altid hej, og det smitter af på os forældre og vores børn.

Det at Bødkergården er en integreret institution, ser alle tre forældre, som en kæmpe fordel.

- Det giver vores børn en forståelse og rummelighed for børn, der har andre behov og udfordringer, lyder det, og så er personalet rigtig gode til at få specialbørnene med i dagligdagen.

Bødkergårdens dyrehold står også højt på listen, og det at børnene er en fast del af pasningsopgaven, naturligvis med et vågent øje fra personalet.

- Det gør ikke noget, at mine børn bliver beskidte, og at de er trætte, når de kommer hjem, det tror jeg er godt tegn, understreger Rasmus Larsen.

Forældrene fremhæver også det, at Bødkergården har vuggestue, børnehave, fritidshjem/SFO og Bødkerklub, og det mener de er en kæmpe fordel.

- Vores børn får en god og glidende overgang, hver gang de skal skifte afdeling, så de gradvist kommer fra det kendte til det nye på en god og tryg måde

Thøger fremhæver madordningen, som er en kæmpe hjælp til en travl børnefamilie, og Janni glæder sig over, at Bødkergården har valgt at prioritere koloni og svømning, som er sparet væk mange andre steder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste