Blomster-motiver i Vilde Vaser
KOMMUNEN: Fra 21. juli til 1. august udstiller Lone Marie Stig blomstermalerier i ”Vilde Vaser”, i det gamle Bibliotek, Sct. Laurentiivej, Skagen.
I de smukke omgivelser, som den prisbelønnede blomsterkunstner Karsten Pindstrup, Aarhus og hans mand Mikkel Yerst, Silkeborg åbnede i forsommeren, kommer Lone Marie Stigs blomstermalerier helt i de bedst tænkelige omgivelser, sammen med glaskunst, træer, krukker, vaser m.m.
Det er eventmager Anna Madirazza, der har taget kontakt til Karsten Pindstrup og Mikkel Yerst, og der var ikke langt fra ide til handling.
Anna Madirazza er daglig leder af butikken.
Lone Marie Stig, har malet oliemalerier, siden midten af firserne.
Motiverne er fortrinsvis blomster og træer malet i olie på lærred og inspirationen hentes i haven og naturen i og omkring Skagen. Det er især den kraftfuldhed, som selv sarte blomster har, der omformes til symbol i æstetisk form.
Udstillingen åbner tirsdag den 21. juli og der er fernisering kl. 15.