Bliv SMUK hos Louise Krogh
FREDERIKSHAVN: Selv om corona presser mange virksomheder til det yderste, er der heldigvis stadig iværksættertrang og mod på at starte som selvstændig. Og det mod har Louise Krogh, som onsdag 4. november slår dørene op til sin nye hudplejeklinik ”SMUK hos Louise Krogh”.
- I 2009 blev jeg uddannet som kosmetiker, og blev efterfølgende tilbudt at blive faglærer på kosmetiker-uddannelsen på TechCollege.
- Der arbejdede jeg indtil 2017, bl.a. som praktikpladskonsulent i hele Jylland for de unge mennesker, der søgte elevpladser som kosmetikere på faguddannelsen.
- Det var en fantastisk arbejdsplads, men jeg fik lyst til at prøve noget nyt.
- Jeg har efterfølgende arbejdet på hotel og med salg og kundeservice i salgsafdelinger, men det var ikke rigtig mig.
- Jeg vil gerne have den tætte kundekontakt, og har altid drømt om at være selvstændig.
- Så jeg tænkte at det var nu, hvis jeg skulle prøve at lave det, som jeg virkelig brænder for fortæller Louise.
Klinikken har adresse i lokalerne på hjørnet af Asylgade og Ørnevej, hvor bl.a. skrædderforretningen BlueBee tidligere lå. Lokalerne er blevet flot istandsat med tanke på, at der skal være en god, afslappet og hyggelig stemning.
- Hos mig bliver alle behandlingerne tilpasset og skræddersyet til kundens behov, så man får sit helt personlige ansigtsprogram.
- Jeg behandler alle hudtyper og tilstande, og har valgt at bruge produkterne fra Exuviance til mine ansigtsbehandlinger, som sammen med massageteknikker og lysterapi er med til at opnå de bedste resultater.
- Man får en skræddersyet behandling, der passer til ens specifikke behov. Jeg har valgt at sælge min tid og ikke konkrete ansigtsbehandlinger.
- Kunden behøver kun at beslutte sig for hvor lang tid jeg skal bruge på deres hud. Så vælger jeg den rette behandling, de produkter og den massageteknik, som skal til for at balancere huden.
- At besøge klinikken, skal være en oplevelse hvor man får lidt mere end forventet.
- Det kunne være hovedbundsmassage eller håndmassage mens man ligger med en ansigtsmaske, en afslappende rygmassage, eller et fodbad.
- Udover ansigtsbehandlinger kan jeg også tilbyde bryn, vipper, voksbehandlinger og hotstonemassage fortæller Louise.
Louise er stadig som timefaglærer på TechCollege to dage om ugen, og derfor vil åbningstiderne være lidt varierende.