Bliv oplandshjerteløber

02. marts 2020 kl. 11.47

Tirsdag den 25. februar afholdtes der informationsmøde i Borgerhuset på Ny Skovgårdsvej i Voerså vedrørende projektet ”Hjerteløber”.

For Ulla Christensen blev projekt hjerteløber i Voerså en hjertesag, idet hun sidste efterår oplevede, hvor vigtig det er, at nogen kan gribe hurtig ind ved hjertestop. Ullas egen mand, Anders Christensen, fik hjertestop flere gange, og kun på grund af hurtig førstehjælp kan hun, i dag, glæde sig over, at Anders stadig er i live.

”Til infomødet, om hvad det kræver at være hjerteløber, mødte cirka 35 interesserede borgere op og allerede på aftenen, meldte hele 26 sig som hjerteløbere og flere har meldt sig efterfølgende”, fortæller Ulla Christensen. ”Vi kunne dog godt bruge nogle flere i oplandet, for jo flere vi er, jo nærmere er hjælpen”.

At sådan et projekt ikke er gratis, kommer nok ikke bag på nogen og her har flere firmaer, pengeinstitutter, butikker samt privatpersoner støttet op om projektet i form af veste, lygter og andre ting, som man som hjerteløber skal bruge.

”Den 3. maj afholder Hjerteforeningen landsUDdeling, som er en landsindsamling på hovedet: Der samles ind for at dele ud!

Alle kan starte en gruppe, og går man mindst 15 indsamlingsruter giver Hjerteforeningen en hjertestarter, som er professionelt monteret i et klimaskab, og dækket af et års ServicePlus-aftale. Alt sammen helt gratis. Man skal ”bare” lige samle ind på 15 ruter. Ruterne behøver nødvendigvis ikke, at være lige i Voerså by. Det vigtigste er, at man tilmelder sig lige netop dén gruppe, som samler ind til en hjertestarter i Voerså. Så man kan faktisk godt samle ind på en rute på eksempelvis Sjælland, men tilmelde sig gruppen, som samler ind i Voerså.

”Så vi håber på, endnu en gang, at kunne samle byen og i fælleskab gå nok ruter, så vi kan få endnu en hjertestater i Voerså, forklarer Ulla Christensen og slutter: Kommer den i hus, så har vi to hjertestartere i byen. -En oppe ved Voerså Hallen og så er planen, at den nye skal hænge centralt nede i midtbyen et sted.

Ønsker man at melde sig som hjerteløber eller indsamler, så kan Ulla Christensen kontaktes pr. mail: ullagodset@hotmail.com.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste