Blackhawks dameliga i DM-finalen
Dameholdet ville ikke stå tilbage for herreholdet
FREDERIKSHAVN: Efter en ret overbevisende sejr i den første semifinale på "hjemmebanen" i Aalbæk i påsken, rejste Blackhawks dameligahold til København for at vinde én af de to sidste semifinalekampe for at sikre en plads i DM-finalen næste weekend i Ringsted, hvor Benløse floorball arrangerer finalestævnet.
Det blev en intens og til tider hårdt spillet kamp i den 2. semifinale.
Blackhawks kom bedst ud til kampen og var opsat på ikke at skulle overnatte i hovedstaden.
Udeholdet pressede Copenhagenpigerne i bund fra start, og kunne i det 4. minut bringe sig foran 1-0 på en frislagskombination, hvor Helle Grønbech havde sidste stav på bolden, men den strejfede en modstander og målet blev noteret som et selvmål.
Der blev ikke scoret yderligere i perioden.
Copenhagen lagde ud med et voldsomt pres på hele banen i 2. periode, og Blackhawks blev trykket totalt i bund over hele banen.
Kun en fantastisk præstation af keeperen - Stine Moselund - holdt udeholdet inde i kampen.
Der blev reddet flere såkaldte 100 procent chancer af en forrygende spillende målmand, der virkelig var sat op til kampen.
Blackhawks red dog stormen af og i det 13. minut kunne Caroline Christoffersen med en assist fra Annika Bengtsson bringe sig foran med 2-0 og da Laura de Fries scorede til 3-0 i det 18. minut, så det godt ud for udeholdet efter en periode, hvor man var på nippet til at miste grebet om kampen.
Straks i 3. periode kunne Laura de Fries øge til 4-0, men da Blackhawks fik en "tynd" udvisning imod sig, reducerede Copenhagen til 1-4 og yderligere efter fem minutter til 2-4.
Da var kampen åben igen.
Men Nanna Sørensen ville det anderledes og med et rigtigt energimål bragte kun Blackhawks foran med 5-2 i det tiende minut. 30 sekunder senere scorede Caroline igen for Blackhawks til 6-2 og kampen var i realiteten afgjort.
Annika Bengtsson sluttede dog den spændende semifinalerunde med et mål til 7-2 i det 14. minut.
Det var en flok glade piger fra Frederikshavn, der kunne annullere en overnatning i hovedstaden og vende næsen nordpå igen med blikket rettet mod en DM-finale lørdag.
Point for Blackhawks: Caroline Christoffersen og Laura de Fries begge 2+0, Annika Bengtsson 1+2, Nanna Sørensen 1+1, én assist til Gitte Svendsen og Helle Grønbech. Et selvmål.
Lørdag blev det afklaret hvem Blackhawks herreliga skal møde i DM-finalen.
Her vandt Benløse den femte og afgørende kamp over Sunds Seahawks om finalepladsen.
Igen et opgør mellem de to rivaliserende klubber.
I grundserien vandt begge klubber deres hjemmebanekampe, mens Blackhawks slog Benløse ud i pokalsemifinalen i Benløse. Et meget åbent opgør, hvor det er dagsformen, der bliver afgørende.
Damefinalen spiller kl. 15.30 og herrefinalen kl. 19.00 i Ringsted Sports Center. Det kan godt blive stort.