Birgit Hansen og Christine Lunde er klar til en debat
Lederne i Vendsyssel vil gennem en intens uge skabe øget fokus på god ledelse.
Derfor har de etableret en Pop-up butik, der åbner mandag 6. november og frem til fredag 10. november vil danne rammen om en række debatter og udveksling af erfaringer om at tage ansvar.
Butiksåbningen sker som sidste led i en stor kampagne, Lederne i år har gennemført under overskriften "Tag Ansvar".
En lang række centrale personer fra erhvervslivet i hele Vendsyssel og en række politikere vil i løbet af ugen lægge vejen forbi Tag Ansvar-butikken og deltage i debatter om alt fra uddannelse over frivillighed, iværksætteri og stress til ledelse.
På listen over deltagere fra det politiske liv står blandt andet Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen og direktør hos MARCOD Christine Lunde.
Onsdag står i iværksætternes tegn med debatindslag af blandt andet medindehaver af Coolshop.dk Jacob Risgaard, der bor i Frederikshavn.
Butikken lukker fredag eftermiddag med en event, hvor lokale politiske profiler vil give deres bud på, hvor der skal tages mere ansvar - og hvad de selv vil gøre for lokalområderne.
Popup-butikken er placeret i Strømgade 8 i Hjørring.