Birgit Hansen åbnede den spritnye Stark

08. februar 2018 kl. 08.49

Med sikker borgmesterhånd åbnede borgmester Birgit Hansen den nye Stark på Toftegårdsvej.

Planen om at flytte Stark fra den mangeårige placering på Barfredsvej har været kendt længe, men nu oprandt dagen - og Birgit Hansen var ualmindelig morgenfrisk - selv om den officielle åbning var lagt langt op af formiddagen - nemlig kl. 7.30.

Uofficielt åbnede portene nemlig for håndværkerne allerede kl. 6, så mange var ude på arbejdspladserne.

Nu havde de også haft et smugkig på lokaliteterne i fredags, hvor netop de var indbudt til en seance i de nye lokaler.

Historisk har Stark holdt til på Barfredsvej siden 2004, men trælasthandlen skriver sig faktisk 1860, så det er en gammel sag, der flyttes nu.

Den hed tidligere Johs. Johansens Trælasthandel efter stifteren Johannes Jensenius Johansen, som startede forretningen.

Det Danske Trælastkompagni købte trælasten i 1923, og videreførte den i mange år under det oprindelige navn.

Og for mange håndværkere var det også lidt vemodigt at sige farvel til de lokaler på Barfredsvej, de er kommet i gennem hele deres virke.

Men at dømme efter kommentarerne er de meget tilfredse med flytningen. Særligt det forhold, at mange at materialerne nu ligger i opvarmede lokaler, har en betydning.

Siden Stark før sommerferien sidste år overtog lokalerne på Toftegårdsvej 14, har der været hektisk byggeaktivitet på matriklen med samlede investeringer for flere end seks millioner kroner.

Ombygningen betyder, at kunderne nu bliver budt indenfor i en 1225 kvadratmeter stor butik samt 2600 kvadratmeter drive-in under tag, der alt sammen er blevet gennemgribende moderniseret, og afdelingsdirektør Sune Serbian kunne ikke skjule sin glæde over, at den nye forretning nu står klar til at byde kunderne velkommen.

- Den tilbyder optimale rammer takket være både sortiment, indretning, størrelse og beliggenheden, siger afdelingsdirektør, der kunne forvisse sig om, at de faste håndværkerkunder allerede havde den nye forretning til sig.

Og det vil garanteret også ske for alle selvbyggerne.

Starks nye indretning og lagerhal indebærer, at tiden bruges langt mere effektivt, når kunderne kommer ind. Alt er nemlig opbygget og tilrettelagt til at sikre, at det er nemt at bevæge sig rundt og finde det, kunden er på jagt efter, uanset om det er materialer eller en medarbejder.

- Vi satser på en høj grad af tilgængelighed, service og effektiv levering. Det, tror vi på, er formlen for at vokse til Frederikshavns største professionelle byggemarked, hvilket er vores helt klare ambition for de kommende år, siger Sune Serbian.

Borgmester Birgit Hansen noterede sig ambitionen ved snoreklippet 7.30.

- Vi er meget glade for, at I sætter barren højt. Det er vigtigt for os i kommunen, at der er store visioner. I skal bare vide, at målet er det samme, som mange af jeres kolleger har, lød det med et smil fra borgmesteren, der ønskede Stark god vind i at indfri målsætningerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste