Bio præsenterer thriller i et drivhus

03. august 2020 kl. 06.00

Skagen Bio’s sommerprogram slutter i denne uge, og fra i næste uge vises der igen film på tirsdage og søndag.

Tirsdag aften, 11. august, er der premiere på en dramatisk thriller som netop nu paradoksalt også har mundbind som en central rekvisit – Litte Joe.

Alice er planteforsker på et laboratorium, og arbejder på at skabe en helt ny stamme af røde, smukke blomster med pollen der kan gøre deres ejere lykkelige og kurere depression.

De er resultatet af revolutionerende forskning, som det nok kan være værd at tage et par chancer for.

Alice beslutter sig for at kalde planten Little Joe til ære for sin teenagesøn Joe, som hun er singlemor for.

En dag smugler hun en af planterne med hjem, og Joe begynder nu at langsomt at ændre sig. Alice kan ikke tro, at den blomst, som hun selv har været med til at skabe til glæde for menneskeligheden, måske ikke er så harmløs, som den er udviklet til at være.

Hovedrolleindehaver Emily Beecham vandt ved Cannes Film Festival 2019 prisen for bedste skuespillerinde for sin rolle i filmen, og instruktør Jessica Hausner var nomineret til Guldpalmen.

Sang og drama

Torsdag aften, 13. august, er der premiere på et engelsk drama, Sangklubben.

For kvinderne på en militærbase i England føles tiden lang og bekymringerne store, når mændene er udstationerede.

Blandt dem er den afmålte Kate (Kristin Scott Thomas) og den sprudlende Lisa (Sharon Hogan), som tager initiativ til at lave en fælles-aktivitet. Broderi og bogklub skydes hurtigt ned, men ideen om et sangkor vækker begejstring.

Kate elsker flerstemmig sang i et klassisk repertoire, men Lisa vil hellere have fuldt skrald på popnumre, som alle kan synge med på.

Så da der pludselig er bud efter koret fra London med tilbud om at synge i Royal Albert Hall, gælder det om at lægge uenighederne bag sig og finde en fælles melodi.

Sangklubben er en opløftende og rørende film, baseret på en sand historie og er instrueret af Oscarnominerede, Peter Cattaneo, som stod bag Det’ bare mænd. Musikken til filmen er skrevet af Robbie Williams.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste