Bilvask med smart teknologi til Frederikshavn
Nogle borgere har allerede bemærket det. Der er fuld gang i byggeprocessen på Apholmvej nummer 1, som ligger nord for Frederikshavn. Der er tale om virksomheden Wash World, som etablerer en ny bilvask på adressen.
- Wash World er allerede repræsenteret med velfungerende vaskehaller i både Hjørring og Aalborg. Her er vi blevet taget rigtig godt imod, så vi har store forventninger til vaskehallen i Frederikshavn, der ligger i et område med masser af eksisterende trafik og nyudvikling undervejs. Med den nye lokation er Wash World rigtig godt etableret i Nordjylland, siger Martin Olesen, COO i Wash World.
Wash World har de seneste år åbnet flere end 130 vaskehaller i Danmark, Sverige og Norge.
- Konceptet har vist sig særdeles populært, fordi det fjerner lange køer og den sædvanlige ventetid i forbindelse med bilvask. Det sker, fordi Wash World blandt andet benytter sig af nummerpladegenkendelse, der gør det muligt for medlemmer at køre direkte ind i vaskehallen uden på noget tidspunkt at stige ud af bilen, skriver de i en pressemeddelelse.
Wash World forventer at vaskehallen i Frederikshavn står klar inden for få måneder.