Biblioteket i lommen
Ny app giver et godt overblik over stort alt på biblioteket
FREDERIKSHAVN: "Biblioteket" hedder en ny app, der samler hele dit bibliotek under ét - lige ved hånden på din mobil eller tablet.
Bibliotek & Borgerservice Frederikshavn kan nu også tilbyde sine brugere App’en "Biblioteket", som giver adgang til bibliotekets kernefunktioner.
Brugerne kan søge i bibliotekets materialer, både fysisk og digitalt, med en detaljeret visning af materialerne, herunder resumé, anmeldelser, info om forfatteren og forslag til, hvad andre har lånt.
Derudover er det muligt at forny materialer, finde åbningstider og få overblik over arrangementer og nyheder på ens foretrukne bibliotek.
App’en fortæller dig også, hvis du har reserveret materiale til afhentning og husker dig på, hvornår du skal aflevere dem igen.
Bliv inspireret
App’en er rent ud sagt spækket med hyldevis af inspiration, som f.eks. romaner, børnenes univers, for de 9-14-årige, sjove bøger og meget mere. Du kan søge på tværs af fysiske og digitale materiale, så finder du ikke bogen i fysisk form, kan det være, at du kan finde den som e-bog eller lydbog. Det klares nemt med et enkelt klip, så hopper du over i e-Reolens App.
Opdateret
"Biblioteket" henter du i App Store eller Google Play. Herefter vælger du din kommune, og så er du i gang - login’et er det samme, som du bruger til bibliotekets website. App’en er tilgængelig både i en IOS- og en Android-version.