Bevægende aften på kunstmuseet
Det var en bevægende aften med operafortælling på Frederikshavn Kunstmuseum, da man havde premiere på en helt ny aktivitet, nemlig en operafortælling skrevet og fortalt af operaformidler og sanger m.m. Søren Schelling fra Odder. Det fortæller Grethe Hagensen, der er medlem af Frederikshavn Kunstmuseums udstillingsudvalg.
Ca. 40 mennesker sad tryllebundet midt i billedkunstner Anne Marie Johansens udstilling ”Storm og Stille”, hvor Søren Schellings frie fortolkning af Puccinis opera ”La Boheme”blev genfortalt med Anne Marie Johansens fine illustrationer gengivet på storskærm. Historien, musikken og illustrationerne gik op i en højere enhed, og det var et meget begejstret publikum, der sluttede aftenen af med tapas og vin.
Operafortællingen var bygget op over Søren Schellings bog ”Billeder fra et bohemeliv” med illustrationer af Anne Marie Johansen. Udstillingen ”Storm og Stille kan ses til den 29. februar.