Begejstrede iværksættere
Handelsskolen: Elever er klar til iværksætterdyst efter efterårsferien
På Frederikshavn Handelsskole er eleverne på 1. år på EUX lige nu i gang med et undervisningsforløb i faget Innovation, der tager afsæt i erhvervsuddannelsernes faglighed og kreativitet.
Det kulminerer i en iværksætterkonkurrence for eleverne i uge 43.
Opgaven er ganske enkelt at udvikle en virksomhed. Som afrunding på forløbet dyster eleverne om at vise det bedste grundlag for at starte selvstændig virksomhed. Det sker til en lokal finale, og - for de allerbedste idéer – også en national finale.
- Vi har arbejdet med problemstillinger, som vi har skulle løse. Det har været sjovt at arbejde på denne måde.
- Det har været kreativt og anderledes, og så har det været en god måde at lære hinanden at kende på.
- Vi startede på skolen i august i år og kender derfor ikke hinanden helt så godt.
- Jeg synes også, det er godt at prøve at arbejde på denne måde i forhold til faget Innovation.
- Ud over at slippe kreativiteten løs, har det været en måde hvorpå, vi har lært vores personlige kompetencer bedre at kende. Jeg er eksempelvis blevet klogere på mig selv og fundet ud af, at jeg er god til at organisere og andre har måske fundet ud af, at de er gode til at tage lederskab eller være kreative, siger Nicoline Lykke Bundgaard Johansen fra 1X.
Betina Lynge Larsen, som er lektor og koordinator for forløbet, er også positiv over forløbet, og måden eleverne prøver at arbejde med iværksætterprojekter på:
- Vi vægter innovation og entreprenørskab højt og projektet her imødekommer vores ambitioner om at brede innovation ud til hele skolen.
- Vi kan mærke, at den øgede fokus på autentiske problemstillinger og værdiskabelse fremmer elevernes motivation og indlevelse i undervisningen, fortæller Betina Lynge Larsen.