Bedemand udstiller i tomme butiksruder

14. december 2020 kl. 16.00

FREDERIKSHAVN: Der er kommet nyt liv i de tidligere Peiter Sport lokaler i Danmarksgade, som har stået tomme i over 7 år. Ikke så meget indvendigt, men bedemand Anita Olsson har fået en aftale om dekoration af butiksruderne, samt udstilling i tre af vinduerne.

- Jeg vil gerne møde folk hvor de færdes, og det her var en oplagt chance. Jeg fik en aftale med Brian Severinsen som ejer ejendommen, og jeg kan selvfølgelig kun være her indtil lokalerne engang bliver udlejet. Det kan måske virke lidt voldsomt at blive mødt med tre kister, når man kommer ud fra biografen, men det kan måske også lette lidt på den berøringsangst vi har med døden.

- Udover de udstillede kister, bruger jeg ikke lokalerne. Jeg arbejder hjemmefra og fra mit værksted på Toftegårdsvej, men der er jeg ikke så synlig, så det her var en god mulighed for at profilere mig fortæller Anita Olsson.

Anita Olsson startede som selvstændig bedemand i september 2019, og det har været en speciel tid at starte op i.

- Jeg er kommet rigtig godt i gang, men det har været hårdt at håndtere de mange restriktioner. Det er svært for de efterladte, når de oveni i en sorg skal vælge mellem hvem, de vil have med til en begravelse, når man nu gerne vil se hele familien og alle vennerne. I starten i marts måned var det rigtig svært, men i dag går det bedre, for alle er bekendt med restriktionerne og har accepteret dem fortæller Anita Olsson.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste