Barndomsminder fra Knivholt

83-årige Jørgen Kjær-Olsen fra København fortsætter her sine fortællinger om barndomsminder fra Knivholt Hovedgård, der var hans mors barndomshjem.

Hjemad i galop

Vores fætre Godtfred og Thomas skulle en dag drive nogle heste hjem fra engen, min bror Busser og jeg fik lov til at komme med. Vi slentrede den 500 m lange vej ned til engen, og åbnede det elektriske hegn, så vi kunne komme ind. Thomas og Godtfred ville vise os hvordan man kunne ride uden sadel på hestene.

Det så nemt ud og Busser ville gerne prøve det.

- Busser du skal bare sætte knæene og fødderne ind i siden på hesten, og holde fast i manken, så falder du ikke af, sagde fætter Thomas.

Busser blev hjulpet op på ryggen af hesten. Han var nær ved at falde af, da hesten galoperede udover engen.

- Må jeg også prøve, spurgte jeg.

- Nej for nu skal vi have hestene hjem i stalden inden det bliver for sent, men du kan få lov til at ride op til stalden. svarede Thomas, med et smørret grin. Han vidste godt, at det ville gå i fuld galop hjem til stalden.

Jeg var glad, og Thomas hjalp mig op på en af hestene, han gav den et klap bag på, og så tog fanden ved hesten, den styrtede af sted, med mig på ryggen, op ad stien og op til stalden. Jeg var lige ved at falde af flere gange, jeg havde jo kun manken, at holde fast i. Det gik i fuldt firspring op ad vejen til vi nåede stalden. Jeg nåede lige at dukke hovedet, inden hesten galoperede ind i stalden, og hen til dens plads. Jeg var glad for at jeg ikke faldt af hesten, eller slog hovedet mod staldporten.

En formiddag ville Jens vise mig gårdens skov, den lå kun et kort stykke vej fra gården. Så vi begik os ned ad vejen til engen, og videre ud i skoven. Vi fulgte nogle stier og stod så pludselig i en lysning.

Jens sagde, at vi skulle være stille, så kunne vi måske se nogle af dyrene. Vi forholdt os rolige et stykke tid, og pludselig så vi en ræv komme frem. Jens viskede:

- Der er en rævehule tæt ved, der er en indgang i en lille forhøjning på den anden side af træerne derhenne.

Vi prøvede, at liste os hen til rævens indgang, et stykke derfra satte vi os til at vente. Da vi havde siddet der en rum tid, begyndte der at være liv, og snart kom der først en sød lille ræveunge frem, og snart var der flere, de hoppede og legede foran hulen. Men så kom vi til at knække en tør gren på jorden, og underne forsvandt som dug for solen ind i hulen. Ærgerligt.

Efter denne oplevelse gik vi videre. Gennem skoven. Vi legede gemmeleg og glemte helt at vi skulle passe på ikke at lave for megen larm.

Vi var efterhånden kommet langt ind i skoven, og det var ved at være tid til at vende tilbage til gården og få frokost, så vi begyndte hjemvejen. Jens var stedkendt og vi fandt snart stien igen.

- Nu skal jeg på wc sagde jeg til Jens.

- Kan det ikke vente, spurgte Jens.

- Nej, det skal være nu, svarede jeg.

- Gå bag de træer og sæt dig, Jørgen, så finder jeg nogle skræppeblade til dig.

Jeg satte mig til rette, og så kom Jens med friske blade. Jeg brugte først et blad, men det brast, og jeg fik snavsede fingre. Der var mere held med de næste blade, så vi kunne komme videre.

Det varede ikke lang tid inden vi var på gården igen. "Det var en sjov skovtur vi havde, Jens. Nu skal jeg ind til tante og onkel; kommer du igen efter du har spist?" spurgte jeg.

- Nej, for jeg skal hjælpe min far med kalvene, svarede Jens.

- Må jeg komme med, jeg vil gerne se hvad I laver, spurgte jeg så.

- Det må du godt. Så kommer jeg og henter dig, når vi har spist.

Kalvene patter på fingrene

Ganske rigtigt, efter frokost kom Jens og hentede mig. Busser ville gerne have været med, men han havde aftalt med Thomas at de skulle ud at ride, så det ville han hellere.

Fodermesteren ventede på Jens og mig ved indgangen til kostalden, han havde en lille trækvogn med fyldte mælkejunger og spande, som var beregnet til kalvene. Vi tre gik så gennem den tomme kostald, og ud i stalden til alle de små kalve, der stolpede rundt i deres båse.

Lige så snart de hørte os komme, kom de hen til madtruget, og ventede på at få mælk. Fodermesteren hældte mælk op i flere spande, og sagde:

- Nu kan i to spilopmagere hjælpe mig med, at give hver af kalvene en spand mælk. Her har I hver en spand, så kan I godt begynde, men giv kun en spand mælk til hver kalv, ellers bliver den syg"

Det var vel nok godt, at vi fik lov til det. Snart var alle kalvene blevet fodret. Så gik fodermesteren, og lod os alene med kalvene.

Jens sagde: "Nu skal du bare se, Jørgen."

Så stak han sin hånd ind til en af kalvene, og den begyndte at sutte på hans fingre, den troede vel, at det var dens mors yver. "Du skal prøve det, det er en sjov fornemmelse". Sagde Jens.

Jeg var lidt bange, men gjorde det alligevel. Det var sjovt, at kalven sådan pattede på mine fingre. "Jeg tror, at den savnede sin mor." sagde jeg. Da vi var blevet trætte af at leje med kalvene, gik vi ud på gårdspladsen.

Hver eftermiddag gik et par af karlene ud på markerne for at hente køerne hjem til aftenmalkningen. Jens og jeg havde fået lov til at være med, vi skulle bare holde os bag ved karlene, så køerne ikke trampede på os når de styrtede hjem til malkningen.

Da vi kom ud på markerne, åbnede karlene leddet, og så var det bare med at komme væk, for køerne begyndte straks at lunte hjemad, ud på vejen, og op til staldene, så de kunne blive malket. Deres yver var jo spændte af mælken. Det gik vældig hurtigt med at få køerne hjem.

- Sådan er det hver dag, køerne kan ikke komme hurtig nok af sted, hverken når de skal på græs, eller når de skal hjem til malkning, forklarede en af karlene.

- I skal bare se dem, når køerne, efter en lang vinter, skal på græs for første gang, ja så ligefrem danser de af sted, sagde en af karlene.

Det var morsomt, at se hvordan køerne kom gennem staldporten og gik direkte hen til dens egen bås. Her stod karlene og malkepigerne parate til at tøjre køerne, inden malkningen kunne begynde.

Hver af malkepigerne havde sine køer, der skulle malkes. Så snart alle køerne var på plads, satte pigerne sig på deres treben, satte deres spand mellem benene, under yveret, og begyndte malkningen. De skulle bare passe på, at køerne ikke slog dem i hovedet med halerne. Så nogle af de værste køer, fik først et reb om halen, inden den blev malket. Jeg fik lov til at prøve at malke en ko igen. Denne gang gik det noget bedre, der kom da noget mælk ud.

- Jeg må vist hellere malke koen, ellers bliver vi aldrig færdige, sagde pigen, idet hun overtog malkningen og hun fik hurtigt spanden fyldt.

Pigerne tømte spandene i store mælkejunger, der så blev transporteret hen til mejeriet i midten af gårdspladsen, for senere at blive sendt til mejeriet.

Det havde været en meget oplevelsesrig dag, så da vi havde spist vores nætter (aftensmad) varede det ikke længe inden jeg gik i seng.