Bangsbostrand fejrede sin SFO
De er sådan set ret glade for at feste på Bangsbostrand Skole.
Sidste år fejrede Frederikshavns sydlige skoleenhed, at den havde eksisteret i 100 år.
Det blev markeret på flere forskellige måder.
Der blev eksempelvis afholdt en stor fest i Arena Nord, hvor mere end 600 mennesker gav den gas til tonerne fra Jørgen de Mylius´ diskotek.
Og på selve skolen var eleverne involveret i flere aktiviteter, hvor det største hit var Einar Tries cirkusforestilling, der slog sig ned i skolens idrætshal i en uge og gav mulighed for, at elever i alle aldre kunne stifte bekendtskab med det at være artist.
Og forleden var der så igen en lejlighed til at feste.
Skolefritidsordningen på Bangsbostrand markerede, at den havde overlevet de første 30 år, og det blev til en fornøjelig dag med mange indslag.
Igen var cirkusdirektør Einar Trie hidkaldt, og han leverede atter en forestilling, der gik rent ind.
Og de små elever havde set frem til besøget, fortæller pædagog i Bangsbostrands SFO, Anne Nygaard Thorst.
- De havde glædet sig til det i lang tid. Der var jo nogen, der udmærket huskede, da Einar var her sidste gang, så de vidste godt, der ventede dem en stor oplevelse. Og der var bestemt ingen, der blev skuffede. Der var jo både trylle- og klovnenumre, og de gik rent ind.
Og så kan det godt være, at cirkusforestillingen var et højdepunkt, men dagen blev afsluttet med en stor overraskelse:
- Som en afrunding på hele arrangementet havde vi fået lavet en kæmpe kagemand. Det kan godt være at klovnene var et cirkushit, men kagemanden havde også sine fans, siger Anna Nygaard Thorst.