Bageriet sælger stadig surdejsbrød, selvom navnet er ændret.
Livet her

Bageri skifter navn igen: - Vi er så meget mere end surdej

24. oktober 2022 kl. 15:55

Engang var det Rådhusbageriet, så blev det en kort overgang til Surdejsbageren, og nu hedder det Skagen Bageri og Café.

Bageriet lige overfor rådhuset i Skagen har igen skiftet navn.

Jesper Winter, som også har Skagen Fiskerestauranter og Skagen Harbour Hotel, overtog i november 2021 bageriet sammen med Henrik Bruse og har henover sommeren kaldt bageriet for Surdejsbageren, men det er slut nu. Jesper Winter har overtaget fuldt ejerskab over bageriet og navnet er ændret til Skagen Bageri og Café.

Vil også være café

- Det har kun været kortvarigt, at vi har heddet Surdejsbageren, men vi er så meget mere end bare surdej, og nu hvor jeg har overtaget ejerskabet fuldt ud, giver det også mening at ændre navn og logo, så det passer sammen med vores restauranter og hotel, siger Jesper Winter og fortæller, at de i bageriet vil forsøge at lægge op til både bageri og café, som man kender det fra for eksempel Frankrig.

Planen er at sætte mere fokus på cafédelen af bagerforretningen.

- Vi vil gerne være et sted, hvor man kan komme ind og få en god kop kaffe og noget godt brød eller en kage og læse dagens avis, fortæller ejeren.

Bageriet har da også en hel afdeling med caféborde, og Jesper Winter håber på, at de med tiden også vil kunne få lidt mere udeplads foran bageriet, men på det punkt er intet endnu fastlagt.

Derudover bliver der ikke ændret på alverden i bageriet.

Brød til egne restauranter og hotel

- Vi laver stadig det samme brød af høj kvalitet - også surdejsbrød - men vi vil også gøre lidt mere ud af vores kager. Men generelt er jeg godt tilfreds med både udvalg og kvalitet på brødet i bageriet, siger Jesper Winter, som også vil gøre bageriet til fast leverandør af brød til hotellet og de fire fiskerestauranter i henholdsvis Aalborg, Skagen og på Esplanaden og i Illum i København.

Skagen Bageri og café har fået logo som passer med resten af Jesper Winters forretninger; Skagen Fiskerestaurant og Harbour Hotel.

- Og så laver vi en webshop, hvor man vil kunne bestille sit brød, som så gøres klar til afhentning, så man kan springe morgenkøen over, siger bageri- og restaurantindehaveren.

Gyngerne og karrusellerne i energikrisen

Men det er en hård tid at være bageri i. Energikrisen lukker mange bagere rundt om i landet for tiden, men Jesper Winters bagerier skal nok klare sig igennem. I hvert fald hvis han selv skal vurdere situationen.

- Vi har lidt på kistebunden og har desuden spredt vores butikker og forretninger, så de peaker på forskellige tider af året, og det hjælper lidt på det hele, fortæller han og siger, at personalesituationen også hjælper på det.

Medarbejderne i bageriet er stadig de samme.

- Vi har et vanvittig godt personale, og fordi vi ikke opsagde nogen under coronakrisen, står vi personalemæssigt stærkt i dag siger Jesper Winter.

Jesper Winter har desuden også overtaget fuldt ejerskab over Surdejsbageren i Aalborg.

Den fortsætter dog med navnet Surdejsbageren og uden ændringer for nu.

Annonceret indhold

Nyeste