Bæredygtig og bare dygtig

Den 25-årige frederikshavner Signe Rødbro sælger sit tøjmærke "By Signe" i 16 lande og har web-kunder over hele verden

29. august 2017 kl. 08.00

Med udsigt ud over både havnen og Flådestationen har den 25-årige frederikshavner Signe Rødbro et lokalt kig til den store verden fra den gamle, røde toldbygning på Færgehavnsvej.

Men den unge virksomhedsejer nøjes bestemt ikke med at kigge på verden - hun har med sit tøjmærke "By Signe" i løbet af blot to år formået at slå sit navn fast indenfor bæredygtigt design i store dele af verden.

Det er hurtigt lykkedes at få "By Signe"-tøjet ud i hele verden. Hun sælger det fra sin webshop, og kreationerne ligger også på hylderne i en række fysiske butikker i udlandet.

Skabertrang

- Jeg har altid været i besiddelse af en skabertrang, så efter at have gået på skrædderskole i Danmark samt studeret tøjdesign i Spanien i to år, fandt jeg de fysiske rammer til min virksomhed her i min hjemby, hvor familie og venner bakker op om mit arbejde, som stort set tager al min tid, smiler Signe og ser meget tilfreds ud med tilværelsen.

Hun har netop udvidet med et klippelokale, så der nu er 200 kvadratmeter virksomhed at boltre sig på, og her arbejder udover Signe selv seks andre piger, hvoraf to er udlændinge.

- Her i Frederikshavn klipper, syer og pakker vi tøjet, der er lavet af stof fra bæredygtige bomuldsmarker i Tyrkiet.

- Jeg følger selv hele processen fra markerne hos en familie ved Istanbul. Derefter laves der tråde ud af bomulden og strikkes på en fabrik i Tyrkiet efter mine anvisninger, inden det farves. Til slut sendes stoffet på store ruller til os i Frederikshavn, hvor processen med at klippe og sy går i gang efter mit design, fortæller Signe.

Bæredygtigt hele vejen

Hun understreger, at det er vigtigt, at kunderne kan følge den bæredygtige og miljørigtige proces helt fra bomuldsmarken til det færdige tøjprodukt, så alt filmes og sendes ud til kunderne, der således kan forsikre sig om, at alt er bæredygtigt.

- Selv vores vaskemærker på tøjet er bæredygtigt, og vi sender vores varer i indpakning lavet af genbrugsmaterialer.

- Ingen andre i Danmark producerer 100 procent bæredygtigt tøj, og derfor er jeg ofte med som ekspert i forskellige sammenhænge indenfor netop det felt.

- Modebranchen har traditionelt været en branche, der har svinet meget, og helt fra starten har det været vigtigt for mig at gå en anden ve.

Gået stærkt

Signe Rødbro erkender, at det er gået forrygende stærkt, siden hun for to år siden begyndte med sit design "By Signe" og det bæredygtige tøj.

- Hjemme i min lejlighed i Søndergade besluttede jeg mig for at give det to års chance, men allerede efter to uger fik jeg en henvendelse fra USA, der indikerede, at jeg havde fat i den lange ende.

Sælger til 16 lande

- Nu sælger jeg mit minimalistiske tøj til 16 lande, og især til butikker i USA, Canada, Australien, England, Holland og Belgien sender vi en del af vores kollektioner, ligesom vi har mange private web-kunder.

Næste år forventer Signe også at samarbejde med fysiske, danske butikker.

Designet "By Signe" er selve brandet, og to gange om året designer Signe nye kollektioner.

- Den nye efterårskollektion er netop sendt ud til butikker verden over, og om kort tid skal den unge frederikshavners forårskollektion præsenteres i New York og Paris.

- Og jeg har netop selv været med til præsentationen i Berlin for at vise vores minimalistiske design med enkelt og stilrent tøj, fortæller Signe, der ikke lægger skjul på, at hun designer netop det tøj, som hun selv kan lide at gå med.

Minimalistisk stil

Det minimalistiske betyder også, at modellerne til hendes kollektioner ikke bruger makeup.

- Jeg vil præsentere mit tøj så ægte som muligt, og det er designet efter at have kvalitet og kan bruges længe. At genbruge og bevare går jeg ind for hele vejen, smiler Signe.

Og genbruge gør hun også angående symaskiner, for mens flere, gamle tekstilfabrikker sælger ud og sender maskinerne ud af landet, køber Signe nogle af dem og sørger for genbrug også på den front.

Selv om det er gået forrygende stærkt for Signe og hendes bæredygtige design de første to år, har hun ingen planer om at skifte de fysiske lokaler ud i Frederikshavn til fordel for en storby.

- To gange om året har vi kæmpe forsendelser af tøj til udenlandske butikker, men heldigvis bor vi i hus med et speditørfirma, som hjælper os med told med mere, og ellers foregår vores handel løbende meget via web, så virksomhedens fysiske placering i Frederikshavn er uden større betydning.

Løbende udvikling

Hvor Signe Rødbro er med sin virksomhed om et par år, tør hun ikke rigtigt sige.

- Mit mål er, at der sker en løbende udvikling med min kollektion, og at "By Signe" forbedres hver gang.

- Men om et halvt år skal jeg også have salgsassistenter i Italien, Tyskland og Japan, udover dem jeg har i dag, ligesom jeg formentlig også får brug for flere syersker, slutter den 25-årige frederikshavner, som kalder sig selv for en "frontrunner" indenfor bæredygtigt design.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste