Badebro står snart klar
Sæby Søbad venner går i gang 24. juni
SÆBY: Strandgæsterne ved Sæby Søbad kan til sommer glæde sig til, at der bliver etableret en badebro.
Takket være en donation fra Roblon Fonden på 140.000 kroner til Sæby Søbads Venner er det nu muligt at få anlagt en længe savnet badebro ved den populære strand nord for Sæby Havn.
Formanden for venneforeningen, Finn Trampedach oplyser, at arbejdet med at etablere den 20 meter lange badebro bliver igangsat den 24. juni og broen forventes at være klar til brug tre dage senere.
I ansøgningen til Roblon Fonden gjorde Sæby Søbads Venner opmærksom på, at badebroen ligger indenfor de intentioner, som Frederikshavn Kommune har beskrevet i planen ”Ej blåt til lyst”, ligesom alle tilladelser og høringer med berørte parter er faldet positivt ud.
Broen vil være åben for offentligheden hele året, hvor adgang sker på eget ansvar.
Ejer og ansøger er ansvarlig for, at broen vedligholdes i god forsvarlig stand.