Både pindene og snakken går
Der strikkes løs i Syvsten Hallen
SYVSTEN: Pindene knitrer omkap med snakken - så det mærke allerede når man er på vej op ad trappen til Syvsten Hallens cafeteria.
Her sidder cirka 30 damer omkring ét langt bord for at hækle, strikke eller bare snakke, hvis altså ikke man behersker begge dele på én gang.
En hurtig kvik bemærkning er heller ikke længe om at falde, så man straks føler sig velkommen: Vi kan sagtens være flere, vi finder bare et bord mere.
Strikke-/hækle-damerne mødes hver 3.-4. uge i et rullende skift mellem man-, tirs- og onsdage til strik, hækling, hygge og snak året rundt, dog afbrudt af ”ferie” i juli måned.
- Vi har valgt, at lave det rullende ugedageskift, fordi mange går til noget fast og på denne måde, har man mulighed for, at komme og være med en gang i mellem, fortæller inititativtagerne Yrsa Østergaard og Dorthe Mellergaard.
- Vi starter altid klokken 19 med at strikke og hækle og ved 20-tiden får vi en kop kaffe og det kage, som to frivillige har meldt sig til at bage og tage med, forklarer Yrsa og Dorthe.
Når klokken er 21 slutter vi og lukker ned for både snak og strik, sluttes der med et smil.
Og at man faktisk kan få lært at hækle på ret kort tid, fik jeg lov at prøve med succes. Jedg fik i hvert fald lavet et meget lille bogmærke. Alt begyndelse er svær og heller ikke her voksede nogle træer ind i himmelen.
Men følelsen af, at der er plads på alle hækle- og strikkeniveauer, fik man, hvis man et kort øjeblik turde slippe blikket, på maskerne til bogmærket, og kigge beundrende op på både tunesisk hækling, strikkede nissekjoler, små tasker, sokker, tæpper og hæklede grydelapper efter metoden C2C (corner to corner).
Og ved man ikke hvad det er, så var hjælpen også her nær, den én venligt oversatte: Hjøn´ te´ hjøn´, det ka´ ål´ da forstå.
Syvsten Strikkeklub så dagens lys 26. oktober 2016 og blev stiftet på initiativ af Yrsa Østergaard og Dorthe Mellergaard, som begge var enige om, at en sådan klub manglede. Og tiden skulle vise, at de to damer fik ret.
Ved første samling, tilbage i oktober 2017, mødte hele 18 kvinder op og i løbet at klubbens kun toårige historie har omkring 50 forskellige kvinder lagt vejen forbi.
Der kommer mellem 20 og 40 kvinder hver gang og de dækker geografisk vidt og bredt, idet der er deltagere fra både Syvsten, Sæby, Skæve, Hørby, Voerså, Elling, Østervrå og Haldbjerg.
Skulle man have lyst til at deltage i disse strikke-hækle aftener, så er det næsten gratis.
Man betaler nemlig kun fem kroner for kaffen, som går til klubben, som tak for lån af lokale, og ti kroner for kage, som går til kagebagerernes udgifter. Også her er der plads til alle.
De næste to gange er der sat dato for, så kan man og har lyst, så mød op i Syvsten Hallens Cafeteria med strikke-, hækle og snakketøj tirsdag 12. november og eller onsdag 4. december klokken 19.00.
Så kig roligt forbi, for her er plads til alle, også selv om man kun kan lave bogmærker. For som klubbens slogan lyder, så er det vigtigst, at have snakketøjet med.