Aura og Dodo sørger for musikfesten
Rock i Frederikshavn har de første to store kunstnere på plakaten
Næste års fedeste hygge- og havefest - Rock i Frederikshavn på Knivholt - er klar til take-off.
De første to musiknavne er skrevet på plakaten.
Aura Dione og Dodo & The Dodos er garanter for, at det helt sikkert bliver endnu en uforglemmelig musikfest under åben himmel.
Forberedelserne er i gang til 12 timers, nonstop musikfest på Knivholt.
- Musiksmag er forskellig. Det er svært at gøre alle tilfredse, men en ting kan alle enes om: At vi skal hygge os sammen, når vi står på festivalpladsen til Rock i Frederikshavn. Og netop dét lægger programmet i den grad op til i år, siger Casper Høgsted fra Rock i Frederikshavn.
Han er ikke i tvivl om, at de tusindvis af gæster nok skal få stillet musiksulten.
Der er udstedt syng-med-garanti, når Dodo & The Dodos blander firser og halvfemserhits med en omgang iørefaldende popsange fra succesbandets senere udgivelser.
- Det skal nok blive et lykkeligt gensyn med dem på festivalpladsen, siger Casper Høgsted.
Hitsnedkeren og 10 års jubilaren Aura Dione, som mange af os har set blomstre Toppen af Poppen på TV2, der er nu er slut kommer også.
Hun har hittet med radiovenlige popbaskere i et årti. Aura brød igennem i 2007 med hittet ’Something From Nothing’ og har siden da udgivet tre album med hits som ’Geronimo’ og ’I Will Love You Monday’. Hun har desuden vundet adskillige priser både herhjemme og i udlandet, ligesom hun har toppet hitlisterne i Tyskland, Østrig og Polen.
- Der er flere fede navne på vej, som vi håber at kunne offentliggøre i løbet af kort tid, siger Casper Høgsted.
Billetsalget skydes i gang i forbindelse med Open By Christmas i Frederikshavn 24. november.