Arena Nord - et hus i konstant udvikling
Da snoren til Arena Nord blev klippet i 2005 og huset dermed indviet, blev der i Frederikshavn sat nye standarder for forkælelse.
Det er ikke for meget sagt, at Frederikshavn historisk set har ageret til den sløve side, når talen falder på at anskaffe sig tidssvarende og egnede maneger til at dyrke forskellige former for underholdning og adspredelse i. Tænk for eksempel på, at man skulle langt op i firserne, før byen fik sin svømmehal. Her var man bestemt ikke first-mover, og mange erindrer sikkert, at det var helt naturligt at køre til mindre byer som Sindal og Østervrå, hvis der skulle bades. Men Times they are a changin`, sang Bob Dylan en gang, og forandringerne er i den grad kommet til Frederikshavn. I dag har byen flere moderniserede og yderst opdaterede arenaer at prale af, og frederikshavnerne kan nyde godt af dem på flere fronter. Arena Nord er den største af dem. Her er plads til 4000 stående tilskuere, 2500 siddende tilskuere til sportsarrangementer og 1800 konferencedeltagere. Udefra set giver det en bred vifte af muligheder for arrangementer. Og det glæder direktør Per Malmberg:
- Ja, for vores vision med Arena Nord er at være med til at skabe omsætning for os selv og for hele Frederikshavn. Vi vil gerne lave arrangementer, der får folk til at overnatte, og de må gerne blive i byen over længere tid, for det gavner byens hoteller og restauranter. Det er nummer ét for os.
I nærmeste fremtid slår Arena Nord dørene op for musicalen Spamalot, der har undertitlen: verdens sjoveste musical. På rollelisten står kendte navne som Martin Brygmann, Stig Rossen og Lars Hjortshøj. Musicalen er lidt af en satsning, mener Per Malmberg, men Arena Nord må nødvendigvis tage nogle chancer af og til:
- Efter fusionen med Det Musiske Hus pr. 1. januar 2011 er det gået ret stærkt, og derfor har vi efterhånden fået skabt et temmelig stort program. Det har så igen gjort, at vi har fået en flot opbakning fra en del virksomheder, som gerne vil være med til at bakke op om, at vi skaffer større arrangementer til scenerne i Frederikshavn. Vi har 50-60 sponsorer, der betaler et anseeligt beløb hos os.
- Men det er lige præcis det, der gør, at vi kan sige ja til nogle arrangementer, der er lidt større, og hvor man kan være en anelse i tvivl om, hvordan det kommer til at gå. Det forpligter os til at trække store arrangementer til byen, kan du sige. Det var eksempelvis det, vi gjorde med den netop afsluttede Waterline Festival, som blev en stor succes, og det er også i det lys, man kan betragte musicalen Spamalot.
Ret store navne
Sammen med sit personale - og en del gode kontakter både i Frederikshavn og ude omkring - har Per Malmberg over de seneste år kunnet præsentere ret store navne. Arena Nord har især på musikfronten kunnet hævde sig, og verdensnavne som Beach Boys, Bryan Adams, Katie Melua og TOTO har alle givet koncerter her. Det er ellers ikke ligetil at få store navne til byen:
- På det musikalske felt kan man have alle mulige drømme, men realiteten er, at vi ikke får tilbudt alt, og det er heller ikke alt, man kan købe, selvom man har pengene. Mange af de helt store kunstnere vil kun spille i København - eller måske Horsens med det renommé, de efterhånden har fået opbygget. Der er simpelthen nogle, som vi aldrig kommer i nærheden af, det må vi bare erkende. De vil ikke spille i Frederikshavn. Men så er der alligevel internationale navne, som kan lade sig gøre i Frederikshavn, og dem har vi heldigvis haft nogle stykker af.
Det kan altså godt være, det varer en rum tid inden eksempelvis rockikonet fra New Jersey, Bruce Springsteen, lader cowboystøvlerne betræde scenen i Arena Nord, men Per Malmberg ser dog tegn i sol og måne på, at tingene på sigt langsomt løsner sig. Han giver to grunde:
- For det første så hjælper det gevaldigt, at vi har en historik med at have haft prominente gæster. Bill Clinton, den tidligere amerikanske præsident, Al Gore, den tidligere amerikanske vicepræsident, Hans Blix, den svenske chef for våbeninspektørerne i Irak og Tony Blair, den tidligere britiske premierminister har eksempelvis alle holdt taler i Arena Nord, og det har åbnet mange døre for os. Folk har set, at vi kan noget. Men derudover så bruger vi faktisk halvdelen af vores tid med at være i netværk med kolleger og branchefolk, og det er jo der, det foregår.
- Det handler helt enkelt om at komme til at lære nogle mennesker at kende. Det tager ikke ét år. Det tager 10 eller måske 20 år, inden man er dybt nok inde i det netværk, der gør, at man kommer til at kende mennesker, der eventuelt tilbyder os noget interessant.
Stor konkurrence
Konkurrencen blandt koncert-, sports- og eventarrangører er stor, som det fremgår. Men man kan godt snige sig foran i køen, hvis man gør noget ekstraordinært. Per Malmberg ser flere muligheder for at være den småfrække elev i klassen:
- Vi kan være anderledes i den måde, vi indretter arrangementer på. Alle kan finde ud af at sætte en scene op og lave et rum, hvori der kan være koncerter. Vi forsøger til gengæld at indrette huset efter de brugere, vi har, og det har vi gode erfaringer med. Det lægger folk mærke til. Det gjorde dem, der var til Waterline Festival i hvert fald.
- Vi havde bygget Hawaii-bar med liggestole og palmer, og der var bordfodbold og en hel masse andet til dem, der lige skulle have en pause fra musikken. Vi vil gerne gøre noget, så publikum kommer lidt før og også hænger ud bagefter. Vi kan kort sagt være anderledes ved at designe vores arrangementer anderledes.
Stor satsning
I lørdags havde Arena Nord endnu én af sine store satsninger på programmet. THE SHOW -a tribute to ABBA spillede for mere end 1700 mennesker. Det er kun de færreste teaterscener, der kan rumme så mange mennesker. Søndag var DGI´s verdenshold af fantastiske gymnaster i Frederikshavn, og de samlede også et flot publikum. Mange af dem kommer uden tvivl tilbage senere på året, hvor der er andre store oplevelser at stifte bekendtskab med:
- Ja, for i løbet af efterårsmånederne har vi nemlig også ekstraordinært store tiltag på tapetet. Vi får blandt andet et stort Whitney Houston-show inden for dørene, og så er det lykkedes os at trække teateret Wintergarten fra Berlin til Frederikshavn.
- De kommer og laver et meget interessant show, slutter Per Malmberg.
Honky Tonk Ladies, tre færøske kvinders hyldest til nogle af countrymusikkens allerstørste, eksempelvis Dolly Parton, Lynn Andersson, Loretta Lynn, Connie Smith og Patsy Cline er det næste store arrangement i Arena Nord. Det foregår onsdag d. 3 maj. Det hviler ikke meget, det store hus på Harald Nielsens Plads. Men det er helt i tidens og Per Malmbergs ånd.