Alt klart til Julemanden

Julemandens hus er på plads på Torvet

19. november 2019 kl. 08.43

SÆBY: Sæby er ved at være klar til det store julerykind.

Når vi alle 24. november står med røde kinder og glæder os over at se det store træ på Sæby Torv bliver tændt og hele byen er flot pyntet op til jul, er der forud foregået et stort stykke arbejde med at få det hele til at tage sig flot og indbydende ud.

Medarbejdere fra tre elektrikerfirmaer har over to uger hængt guirlander med lys, kogler og hjerter op på husmure og over gaderne.

På torvet er der blevet ”plantet” juletræer og opstillet borde.

Sæby Handelsstandsforening har fået julemandens hus på plads og som noget nyt har Tranås Skolen lavet en shelter lignende hytte, hvor en halv snes personer kan sidde og lune sig under terrassevarmeren.

Civitans tre små hytter tjener igen i år som salgsboder hvorfra der sælges et væld af jule pynteting til hjemmet. Aloe Vera produkter til såvel inden som udvortes brug og man kan få sulten stillet med grillpølser, gløgg, æbleskiver, sodavand og brændte mandler.

Civitan Clubbens populære postkort med lokale seværdigheder sælges i dagene op til jul på torvet.

Mange har været med i forberedelserne for fællesskabet og alt er nu ved at være på plads. Samtidig har de handlende, under skyldig hensyntagen til vareudbuddet, travlt med at få dekoreret deres butikker, så alt kan stå klar til julehygge og sikkert masser af handel.

Ansvaret for julearrangementer er lagt i hænderne på Sæby Handels juleudvalg, Lene Hansen, Torvets Kaffe og Chokolade, Birgitte Vallin, Annette og aktivitetschef Gitte Rørbæk-Løcke.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste