Alle holder vejret: Motocrossbane forsvinder snart i havet
Malik var hård den strækning langs kysten, hvor crossklubben i Skagen har adresse
SKAGEN: Stormen Malik, som rasede i sidste uge, tog et grimt indhug af strækningen langs motocrossklubben i Skagen.
I 2008 tog en storm 24 meter af strand og klitter, og denne gang handlede det om op til fem meter.
Og nu er situationen for alvor ved at være kritisk.
- Problemet skal ses i lyset af, at der på denne strækning ikke bliver kystsikret. Der er simpelthen ikke værdier nok i området til, at man vil ofre de penge. Derfor kan vi bare stå og se på, at havet æder sig mere og mere ind på os, fortæller formanden for Cross Klub Nord, Tom Grandt Hansen.
- Nu kan vi roligt sige, at vi har havet helt oppe ved vores bane. Derfor er vi nødt til at flytte banen og lave nogle nye spor, hvilket vil tage en uges tid. Desuden har stormen også taget noget af parkeringspladsen ved vores ryttergård. Det betyder, at vi har fået mindre plads til maskiner, biler og grej, siger Tom Grandt Hansen.
Klubben har haft adresse på Buttervej siden 1974, og i den periode vurderer Tom Grandt Hansen, at der er forsvundet omkring 300 meter af strand og klitter.