Aldrig for sent at blive forelsket
Frederikshavn Golfklubben inviterer potentielle nye medlemmer ud på banen søndag
FREDERIKSHAVN: Søndag 22. april slår Frederikshavn Golfklub dørene op for Golfens Dag, hvor interesserede kan få et indblik i, hvordan man spiller golf og prøve at slå til en golfbold.
For mange udøvere bliver golf livslang kærlighed og det er den kærlighed Frederikshavn Golfklub vil forsøge at bringe videre til gæsterne på Golfens Dag.
Festen starter kl. 10 med velkomst og information om holdstart.
Her er golfklubben vært ved kaffe og rundstykker.
Fra 10.45 og en halv times tid frem vil klubbens træner og golf-pro, Phillip Søby Larsen, komme med yderligere dessiner.
Umiddelbart derefter bydes der for alvor op til dans med 9 hullers spil sammen med et af golfklubbens faste medlemmer.
Golfens Dag arrangeres af Frederikshavn Golfklub i parløb med Dansk Golf Union.
Golf er i dag den største sportsgren for folk over 25 år og dyrkes af over 150.000 danskere i alle aldre.
En golfspiller går over 11.000 skridt på en golfrunde og lægger dermed både år og indhold til deres liv.
Golfens Dag er for alle og det er gratis at deltage.
Klubben sørger for, at der står både udstyr, frivillige og trænere til rådighed på dagen, så ingen kommer til at gå forgæves.
Det eneste man skal medbringe er fornuftigt tøj.
Tilmeldingen skal ske til Anne Mette Mørk i sekretariatet på mail:kontakt@fhgk.dk eller på telefon 98 43 55 88.