Affaldscontaineren får et brush-up
Tonny Poulsen fra Ren-Spand er klar til at få containere til at skinne og dufte som helt ny
FREDERIKSHAVN: Hvis man gerne vil have, at ens affaldscontainer dufter og ser ren ud, så skal man enten selv i gang med sæbe og spuling - eller også kan man vælge at tage fat i Tonny Poulsen.
Han har netop etableret firmaet Ren-Spand - og rykker ud til alle interesserede husstande med sin trailer, som rummer en vandtank og en højtryksrenser og så får containeren eller en skånsomt og effektivt rengøring, der nedbryder mikroorganismerne.
Og som rosinen i pølseenden bruger Tonny poulsen en lugtfjerner, der får containeren til at dufte frisk og ny.
Han har været skraldemand i 10 år, og ved alt hvad der er værd at vide om, hvordan affaldscontainere kan komme til at se ud, hvis ikke man håndterer dem godt.
For selv om man bruger poser til ens affald, så kan de nemt briste og når man samtidigt betænker, at kommunen er gået over til 14 dages tømning, så kan der ofte være brug for et brush-up af containere, understreger Tonny Poulsen.
Ren-Spand er her fra start et fritidsfirma, som Tonny Poulsen passer samtidigt med, at han kører slamsuger på landet.
Og han understreger,at firmaet også tager afstikkere til omegnsbyerne, så man skal ikke holde sig tilbage selv om man skulle bo i Skærum eller Elling.
- Mig bekendt er vi de første med denne service i Nordjylland, siger Tonny Poulsen, hvis FB-side Facebook ”Ren-spand” er fyldt med positive tilbagemeldingerfra folk, der har fået renset containeren.