Adventsmarked i Rådhuscentret
Lørdag den 4. november er der både duft og julestemning fra kl. 10
Julen er jo tiden for traditioner - og en af de største traditioner i Rådhuscenteret er det årlige Adventsmarked, som i år afholdes lørdag den 4. november.
Allerede når dørene åbnes kl. 10.00 vil både duften og synet af julestemning møde de mange gæster, som traditionelt lægger vejen forbi på denne dag.
Såvel unge og ældre glæder sig til denne dag og ser det som en ægte julebegivenhed - nemlig at være sammen som familie.
Børnene møder den hyggelige Julemand som går rundt og deller godter og gaver ud, mens de voksne hurtigt finder vej til de velspækkede boder, hvor personalet og de frivillige i Rådhuscenteret stolt viser frem, hvad der i årets løb er produceret, netop til denne dag, af smykker, glasting og strik.
Det er oplagt at få ordnet de første julegavekøb - og et par julepiger tilbyder samtidig at pakke gaverne flot ind.
I den store sal lyder julemusikken sagte og fint fra de 6 mand i "Harmonika Vennerne" mens man bliver fristet af de øvrige boders fristelser.
Der er lækkert hjemmebagt brød til at tage med hjem, ligesom man kan nyde kaffe eller et glas gløgg samt æbleskiver.
I cafeteriet serveres der denne dag bl.a. Grønlangkål med stegt medister og kogt flæsk samt Ris a la mande med kirsebærsovs.
Jo der er garanti for julestemning og hygge.
Flere lotterier sælges i boderne til fordel for arbejdet i Rådhuscenteret. Vil man prøve lykken i "Lykkehjulet" er der stor chance for at vinde en af de rigtig mange gaver, som er sponseret af lokale virksomheder i området.
Som noget nyt i år - vil der blive solgt skrabe julekalendere med mange flotte gevinster - også her er det lokale virksomheder der har støttet den gode sag, ligesom mange fine præmier bliver bortloddet i et stort amerikansk lotteri, der udtrækkes lige inden adventsmarkedet lukker kl. 14.30
Naturligvis er alle velkommen - ung som gammel og det er gratis at være med.
- Vi er så stolte af dette arrangement, det er højdepunktet for os hvert år, fortæller Bjarne Albertsen, som er centerrådsformand.
- Så vi håber at rigtig mange lægger vejen forbi på lørdag - så skal vi lægge os i selen for at skabe hyggelige og gode rammer for en god dag, slutter Bjarne Albertsen.