Adopter en folkeskoleklasse
MAN har som første virksomhed meldt sig under adoptionsfanerne
FREDERIKSHAVN: MAN først med adoption af skoleklasse i Frederikshavn
Som den første maritime virksomhed i Frederikshavn har MAN Energy Solutions adopteret en skoleklasse som led i et nyt skole-virksomheds samarbejde mellem Frederikshavn Kommune og MARCOD.
Gode relationer mellem erhvervsliv og fremtidens arbejdskraft er en gevinst for begge parter - og det er baggrunden for initiativet.
Projektet henvender sig til skoler og maritime virksomheder i Frederikshavn.
-Vi kick-starter nu projekt Adoptér en folkeskolekasse, og MAN Energy Solutions lægger først ud med at adoptere en lokal skoleklasse.
- Det er en mulighed for at se ind i fremtidens uddannelses- og jobsituation.
- Skolen får mulighed for at flytte læringsrummet ud i virksomheden og få en anderledes undervisning med en spændende mix af teori og praksis i virksomhedens rammer.
- Virksomheden får til gengæld en direkte linje til potentielle fremtidige medarbejdere. Vi kalder det for en adoption, fordi relationen skal have karakter af et tæt og langvarigt forløb, siger adm. dir. Christine Lunde fra MARCOD.
Hos MAN Energy Solutions er direktør Poul Knudsgaard også begejstret for det nye initiativ.
- Vi skal være med til at sikre, at Frederikshavn fortsætter med at være et godt sted at bo og arbejde.
- Som virksomhed vil vi gerne gøre os attraktive, og nu får vi de unge helt ind i ’maskinrummet’, hvilket forhåbentlig vækker deres interesse for en maritim karriere hos os.
- Det er et udstillingsvindue, hvor vi med rettidig omhu kan knytte forbindelser, der gerne skulle række mange år ud i fremtiden, siger direktør Poul Knudsgaard, MAN Energy Solutions i Frederikshavn.
Samarbejdet omkring adoptionsordningen strækker sig fra 1.-9. klasse, hvilket betyder, at samme virksomhed og samme klasse følger hinanden over en årrække.
- Det her projekt giver rigtig god mening for vores unge, for vores skoler og for vores virksomheder. Hele lokalsamfundet. Når eleverne tidligt får mulighed for at stifte bekendtskab med mulige fremtidige arbejdspladser og uddannelser, så kan de tage et valg på et oplyst grundlag.
- Det fortjener de, og det kommer os alle sammen til gode, at de vælger rigtigt, siger borgmester Birgit Hansen.
Initiativet er åbent for kommunens skoler og virksomheder i den maritime industri.
Som udgangspunkt forpligter parterne sig til at skemalægge to årlige besøg på virksomheden.
Den første skole, som er adopteret af MAN Energy Solutions, er 1. C fra Frydenstrand Skolen i Frederikshavn.
Konceptet Adoptér en folkeskoleklasse er udviklet i tæt samarbejde mellem Erhvervsplaymaker Tommy Lund Christensen og maritim lærlingekoordinator Anette H. Sørensen fra ved MARCOD.
-Tommy og Anette har allerede flere første klasser klar til at blive adopteret, så vi opfordrer den maritime branche til at følge MAN Energy Solutions trop, understreger adm. dir. Christine Lunde fra MARCOD.