Abildgård Marked er for hele familien

Lørdag den 26. august er der udendørs gudstjeneste og marked med mange aktiviteter

16. august 2017 kl. 07.00

Lørdag den 26. august kl. 10 tager vi fat på et af årets højdepunkter i Abildgård Kirke. Først er der udendørs gudstjeneste og derefter åbnes markedet med de mange aktiviteter for både børn og voksne.

Her kan de voksne gøre en god handel på loppemarkedet og spise en lækker markedsmenu. De har chancen for at vinde en sølvring fra guldsmeden eller et kunstværk fra en lokal kunstner, hvis de ellers har købt en lodseddel.

Børnene kan få en ordentlig hoppetur i hoppeborgen eller bliv snydt af Trylle Christian ligesom de kan bage et snobrød over bål eller lytte til skøn musik.

Alle kan cykle om kap med præsten og hjælpe en skole i Tanzania eller byd på en flot genstand ved auktionen og hjælp en familie i Cambodja.

Mange tilbud

Der er mange tilbud at vælge imellem og sjove ting at prøve inden markedet lukker kl. 16 - og overskuddet sendes til Abildgård Kirkes samarbejdspartnere i Cambodja og Tanzania.

Markedet drives af de mange frivillige, som er tilknyttet Abildgård Kirke og de har hele året igennem forberedt dagen. Det gør de, for at alle kan opleve en dejlig dag med markedsstemning af den helt rigtige slags. Den slags, som har godt humør, smil og giversind som hovedingredienser. Den slags som kan samle penge ind til international fattigdomsbekæmpelse. Den slags, som kan gøre en forskel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste