Abildgård Kirkes arbejde i Cambodja
Kirken samarbejder med kirke i Cambodja og bygger kollegium
At gå 10 km for at komme i skole eller at cykle 30 km for at gå i gymnasiet og derefter lave lektier og have mange huslige pligter oveni. Det var virkeligheden for 19-årige San Chivy fra Cambodja. Men et tilbud fra kirken i Preah Sdach i Cambodja vendte op og ned på San Chivys studie.
San Chivys skolegang har været præget af udfordringer. I grundskolen boede han 10 km fra skolen - i gymnasiet blev denne afstand øget til 30 km. I starten tilbagelagde han de mange kilometer gående, senere kom der dog en cykel til. Disse store afstande har haft stor betydning for San Chivys skolegang. Ofte kom han for sent og den lange transporttid gjorde, at der ikke var meget tid lektier, da de mange huslige pligter i bedstemorens hjem, hvor han boede, kom i første række.
Hjælper studerende
Nu går San Chivy i 3.g på det Japansk/cambodjanske venskabsgymnasium i den cambodjanske by Preah Sdach. På trods af byens ringe størrelse huser Preah Sdach intet mindre end to High Schools - hvilket svarer til vores gymnasier herhjemme. Eleverne kommer, som i tilfældet med San Chivy, langvejs fra, hvilket kan være en stor udfordring - især for de svageste familier.
Denne problemstilling har kirken valgt at arbejde med. Derfor har man bygget et kollegium på kirkens grund. Det var et værelse på dette kollegium San Chivy blev tilbudt - og tog i mod.
Engagement i Cambodja
Den lille og unge kirke i landsbyen Preah Sdach er fast samarbejdspartner med Abildgård kirke. Vi har over flere omgange besøgt hinanden, hvilket har ført til gensidig inspiration og ideudveksling. Samarbejdet forvaltes gennem Danmission, som sikre der kommer "mest værdi for pengene".
Kirken i Preah Sdach er ved at få et godt fodfæste, selvom vilkårene for en kristen kirke i et land med overvejende buddhistisk flertal er hårde.
En bragende succes
Kirkens projekt med kollegiet har vist sig at være en bragende succes! Kollegiet huser 14 studerende - syv drenge og syv piger. Beboerne fortæller, hvordan det at flytte på kollegium har ændret deres liv.
De har nu god tid til lektierne og mulighed for at forfølge deres fremtidsdrømme. Fællesskabet i det lille kollegium er stærkt, og beboerne beretter at det stærke fællesskab lærer dem om samarbejde, kommunikation, ansvar og konflikthåndtering og klæder dem på til at blive en del af samfundet.
Man behøver ikke være kristen for at bo på kollegiet. Men en gang om ugen modtager de studerende bibelundervisning sammen med andre unge. San Chivy fortæller, at det for ham har været noget af en øjenåbner. I 2016 blev han døbt og drømmer nu om at studere videre på bibelskolen i Phnom Phen.
Succesen med kollegiet har medført et ønske om at udvide. Derfor går en del af overskuddet fra årets Abildgårdmarked til opførelsen af en tilbygning til kollegiet - så endnu flere kan mærke den glæde og lettelse, som stedet medfører. Overskuddet fra markedet deles som altid ligeligt mellem kirkens samarbejdspartnere i Cambodja og Tanzania. Vil du være med til at gøre en forskel?
- Så mød op til Abildgård Marked lørdag den 26. august, lyder opfordringen fra Mads Bang Simonsen, medlem af menighedsrådet ved Abildgård Kirke.