Billede beskrivelse

Årets Nordjyde hedder måske Fie

18. marts 2018 kl. 11.20

Når titlen som Årets Nordjyde og de medfølgende 50.000 kroner skal uddeles 21. marts i Musikkens Hus i Aalborg, er det ni inspirerende nordjyder, der kæmper om prisen.

Og en af de ni er særdeles kendt i Frederikshavn for sin utrættelige indsats i stort set alle netværk gennem mangfoldige år.

Netop nu blandt andet med formandskabet for den lokale afdeling af kræftens Bekæmpelse,

Så kalenderen er proppet, selv om arbejdslivet på Scandic the Reef, er overstået ad adskillige omgange. Hun blev nemlig hentet tilbage fra efterlønnen hele tre gange. Og hun har sagt ja med glæde hver gang.

Men nu er det uigenkaldeligt. Der er ikke plads til fast arbejde mere med alt det andet, der skal løses.

Navnet er Fie Mølholt og hun er nomineret af de tre dommere, nemlig tidligere håndboldspiller Rikke Nielsen, sognepræst og tidligere folketingsmedlem Pernille Vigsø Bagge og musiker Ivan Pedersen.

Flere end 100 var indstillet og selv om nomineringen er en ære i sig selv, så indrømmer Fie Mølholt gerne at hun selvfølgelig går efter prisen.

- Vi skal have Frederikshavn på landkortet - så der skal kæmpes til det sidste.

I Indstillingen af Fie Mølholt hedder det således:

Fie Mølholt kunne sagtens nyde sit otium, men ligesom hun gjorde, da hun var aktiv på arbejdsmarkedet, arbejder hun videre på frivillig basis.

Hun er formand for Kræftens Bekæmpelse i Frederikshavn, kasserer i Foreningen Frivilligcenter Frederikshavn, bestyrelsesmedlem i Foreningen Tordenskjold, og så er hun da også bestyrelsesmedlem i Frederikshavn Boligforening.

Fie har kort sagt en finger med i det meste. Og hun knokler, og i alle foreningerne yder hun en fantastisk indsats, og de nyder godt af hendes aktive og ihærdige indsats, lyder det i indstillingen af Fie.

Det er TV2 Nord, der står bag det store show, der løber af stablen 21. marts.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste