Årets ForårsRevy er på skinner
Årets revy hedder På sporet og har premiere 9. marts på Feriecenter Skagen Strand
1. januar begyndte det at tikke ind med henvendelser om billetter - og 4. januar var en tredjedel af billetter solgt.
Sådan er det, når man år efter år har leveret varen. Publikum ved, de vil se den nye revy - og er klar ved tasterne fra dag 1.
I år er revyen gået helt nye veje - inspireret af årets titel "ForårsRevy - på sporet"
- Vi fik den skøre idé at lave en stumfilm. En som optakt til revyen og en, vi bruger som en reklamefilm. Vi har simpelthen haft det så skægt med at filme en hel dag sammen med et professionelt produktionsselskab. Og vi er meget stolte af resultatet, også selv om jeg personligt skulle spise en hel lagkage, fortæller Anna Marie Thusgaard.
Nordjyske Jernbaner har været en kæmpe hjælp for revyholdet, som fik lov til at besætte et tog helt alene en hel weekend.
De tændte for varmen og strømmen, så lyset virkede og dørene kunne åbne og lukke. Vi fik lov til at tage billeder i førerhuset - som dog blev låst af bagefter. Vi havde det virkelig sjovt og er meget taknemmelige for, at vi lov at låne et helt tog. Det var bare fornemt, siger Anna Marie Thusgaard.
I år har hun haft ekstra travlt.
Hun har skrevet manuskript til filmen og er også kunstneren bag dette års farvestrålende plakat.
- Og helt vendelbo-atypisk bliver jeg nødt til at indrømme, jeg er lidt stolt af begge dele, siger hun.
Men Anna Marie Thusgaard er på ingen måde den eneste, der har travlt.
Skuespillerne øver tekster, instruktøren instruerer, formand Søren Hjortnæs planlægger og holder møder, rekvisitørerne er i gang med både tegnebræt, hammer og sav.
- Og vores fantastiske orkester er i fuld gang med at øve årets melodier - lige fra et stille nummer til en medrivende udgave af Aretha Franklins nummer Respect nu i en nyversionering som nummeret Birgitshavn", siger Anna Marie Thusgaard
"Birgitshavn" er et af de få lokale numre.
Resten af revyen kommenterer på den nationale og internationale "scene, og endelig er der numrene, der tager fat i den almindelige dansker. Den sidste slags numre fremkalder ikke kun latter, men ofte også genkendelse. Genkendelse af andre mennesker og ikke sig selv selvfølgelig, understreger Anna Marie Thusgaard.