Åbent værksted i Lerhulen
Hvis vejret tillader det tændes rakuovnen op
ØSTERVRÅ: Lørdag den 12. oktober er der igen åbent i det lille keramikværksted på Brinken i Østervrå. De tre lokale keramikere har inviteret nye gæsteudstillere med, så der udover keramik også vises pileflet, glaskunst og finurlige hæklerier.
De holder godt fast i traditionerne i Østervrå, også i Lerhulen, hvor Britta og Ulla Sørensen samt Mette Laursen viser et bredt udsnit af deres keramik.
- Vi synes, at denne lørdag er en rigtig god og hyggelig begyndelse på efterårsferien, mange har jo nogle fridage, og vil gerne opleve noget, siger pigerne i Lerhulen.
Udover keramikken har trioen også inviteret tre gæsteudstillere, og to af dem har ikke været med før. Der er mange spændende ting at se på i Lerhulen – ikke mindst mange nyheder fra alle udstillerne.
Det bliver således til et gensyn med Jytte Brinkmann fra Dybvad, der kommer med sine sjove og finurlige ting i glas.
Ny udstiller er Karen M. Jørgensen fra Sæby, som arbejder med pil og vil præsenterer en masse flotte ting.
Karen har bl.a. udstillet i Købmandsgården i Sæby, og så var hun underviser i f. m. Pigernes Fridag.
Ny er også Hanne Pedersen fra Uggerby, som vil præsenterer sin hobby gennem de sidste tre år – hæklede dyr, bamser mv. Hanne har bl.a. hentet en del inspiration via Youtube.
De tre piger fra Lerhulen har naturligvis også et stort udvalg med – mange af de kendte ting som klovnebilleder, skildpadder, vaser, kærestepar og knapper.
Men der er også mange nyheder – bl.a. store potter, farvestrålende fantasidyr og fisk, mariehøns, huse – både små og store, lige og skæve.
Traditionen tro er nisserne også med – det er jo snart jul og gavetid.
Alle seks piger glæder sig og håber, at rigtig mange vil kigge forbi til en hyggelig dag i Lerhulen på Brinken 12 i Østervrå lørdag 12. oktober.
Hvis vejret tillader det, tænder vi rakuovnen, og der er naturligvis kaffe på kanden hele dagen, lover Britta, Ulla og Mette.
ÅB