Åbent hus i lokale virksomheder
Mange unge fik en øjenåbner i forhold til de erhvervsfaglige uddannelsesmuligheder
Der er rift om erhvervsfaglig arbejdskraft blandt virksomhederne i Frederikshavn kommune.
Derfor stod 17 af kommunens virksomheder i dag, lørdag, klar til at tage imod unge, som snart forlader folkeskolen og derfor skal til at vælge deres uddannelse.
Formålet er, at flere unge får lyst til at gå den erhvervsfaglige vej og midlet er de åbne døre, der giver mulighed for at for at vise de unge, at de kan blive næsten, hvad de vil.
- For år tilbage valgte mange unge i Frederikshavn at følge i deres fars fodspor. Måske havde faderen endda skaffet sønnen en læreplads i sin virksomhed. Sådan er det ikke mere, og det betyder, at det er langt vanskeligere at rekruttere de unge, til de spændende erhvervsjob, der findes rundt om i vores kommune alene fordi de unge ikke kender til dem, siger formand for Frederikshavn Erhvervsråd, direktør Karl-Erik Slynge, Trigon.
Nu er det første år at kommunen er med i dette åbne dør-projekt - et projekt, som i øvrigt er en del af et fælles nordjysk initiativ, hvor 87 virksomheder brugte lørdagen på at fortælle kommende potentielle lærlinge om deres muligheder.
- Men jeg er sikker på, at vi vil fortsætte med lignende initiativer i årene der kommer. For vi har brug for unge mennesker, der har evnerne til at indgå i de mange job, vi kan tilbyde, siger erhvervsrådsformanden.
Hos Trigon på Knivholtvej 45 kunne man udover Trigon selv møde OPS Gruppen ved direktør Lars Petersen, H.C. Hald A/S ved direktør Jesper Johansen og Emil Sørensens Eftf. Elektroinstallation ved direktør Søren Selsmark-Larsen - og det kompagniskab betød at de unge kunne få en virkelig bred indsigt i deres muligheder.
Ud over byggefagene var der også åbne døre på Jobi Værft A/S i Strandby, hos Slagteren Suensonsvej og på Scandic The Reef i løbet af lørdagen.