81-årige Annelise går på gaden for Børns Vilkår
Gennem et langt liv som sygeplejerske i Danmark og Grønland samt en årrække som plejefamilie har Annelise Sloth fra Gærum mødt mange børn, som har haft det svært. Med familier, som ikke har været i stand til at give dem den trygge barndom, som alle børn fortjener. Og børns trivsel er desværre ikke blevet bedre. Derfor er Annelise Sloth på gaden for at deltage i Børns Vilkårs landsindsamling søndag 17. marts.
- Der er stadig familier præget af misbrug, sygdom og sociale problemer, hvor det i høj grad går ud over børnene, og så ser vi et stigende antal børn, der mistrives på grund af ensomhed og lavt selvværd. Personligt tror jeg, det hænger sammen med al den tid, børn og unge bruger ved skærmene i stedet for at være fysisk sammen med kammerater. Jeg synes det er uhyggeligt, at Børnetelefonen og HØRT, som drives af Børns Vilkår, sidste år havde over 63.000 samtaler med børn og unge. Problemet er enormt, og vi må gøre noget mere, siger Annelise Sloth som begrundelse for sit engagement.
Børn har haft en stor plads i ægteparret Annelise Sloth og Erik Møller Jensen liv. Foruden deres egne børn, som siden har velsignet familien med hele syv børnebørn, har de været plejefamilie i flere omgange. Først for et søskendepar, hvor den ældste som niårig allerede havde gået i otte forskellige skoler, siden for en pige gennem seks år.
Efter tiden med plejebørn var Annelise og Erik tre år i Grønland, hvor de boede og arbejdede i den lille by Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) på østkysten. Det er et samfund med små 500 indbyggere, og Annelise var sygeplejerske på byens hospital, der havde otte sengepladser.
- Hospitalet var også et samlingspunkt i byen. I vores opholdsstue kom der ofte folk ind bare for at snakke og drikke en kop kaffe. Hvis vi havde haft en fødsel, vidste hele byen det i løbet af få minutter, og så troppede familie og venner op for at fejre det. Kokken lavede en lagkage, og så blev der hygget i opholdsstuen, fortælle Annelise og fortsætter:
- Men der var også børn i Ittoqqortoormiit, der gik for lud og koldt vand. En aften kom en lille forkommen dreng ind på hospitalet. Så gav vi ham et varmt karbad, mens vi vaskede og tørrede hans høj nede i kælderen. Bagefter fik han noget at spise, inden han gik hjem. Det kunne lade sig gøre i et lille samfund.
De penge, der bliver samlet ind søndag 17. marts, går til at drive og udvikle Børnetelefonen og ungerådgivningen HØRT.
- Det er vigtigt, at børn og unge kan komme igennem til Børnetelefonen og HØRT, når de har brug for det. Vi kæmper for at svare på flest mulige henvendelser, særligt om aftenen og natten, hvor børn og unge ofte ringer for at tale om selvmordstanker, ensomhed og angst, siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldal, og slutter med denne opfordring:
- Hver en krone tæller, så tag godt imod Annelise og alle de andre indsamlere, når de ringer på din dør søndag 17. marts!