65 år som familieejet skobutik

Heidi Jensen er tredje generation i Nyholmstrand

20. april 2020 kl. 14.30

FREDERIKSHAVN: Nyholmstrand Sko i Søndergade er faktisk en af byens ældste forretninger, som er blevet i familiens eje.

I dag er det tredje generation - nemlig Heidi Jensen, der driver butikken, for det var hendes hendes morfar, Ejnar Søren Severinsen, som for 65 år siden etablerede forretningen i en del af den nuværende butik.

Han arbejde som skomager og udvidede med skobutik i 1955.

Efterfølgende var det Heidi’s mor Lene, som overtog forretningen i 1979 og drev den helt frem til 2012, hvor Heidi kom på banen.

- Oprindelig er jeg uddannet industrilaborant og har arbejdet i byggemarkeder.

- Men jeg har hjulpet i butikken altid og jeg kunne mærke at det var det jeg gerne ville arbejde med.

- I 2012 fik jeg så endelig overtalt min mor til at gå på pension, så jeg kunne overtage forretningen.

- Desværre levede hun kun få år efter, men jeg nåede at få en masse gode råd fra hende, og det var også hende der anbefalede, at jeg skulle arbejde med specialsko.

- Der er mange der tror, at vi ikke sælger almindelige sko - men vi er en helt almindelig skobutik som heldigvis har en niche i sko til folk med vanskelige fødder.

- Vi har et godt samarbejde med fodspecialister og -terapeuter som henviser kunder til os, som har brug for specielle sko enten p.g.a fysiske handicap eller misdannede fødder.

- Vi fører en række unikke mærker som Green Comfort, Arcopedico, NewFeet og MBT. Alle sko som udmærker sig ved at være kvalitetsmærker til specielle behov. Og derudover har vi masser af helt almindelige herre- og damesko.

- Vi prøver hele tiden at følge med tiden, og har i dag en velkørende webshop med mange kunder i hele landet - især på Nordsjælland og i Sønderjylland. Og senest er vi blevet pakkeshop for DAO og Bring.

- Det giver et godt kundeflow i butikken.

Butikken har p.g.a Corona kørt med begrænsede åbningstider den sidste tid og har desværre måttet aflyse et par demodage med NewFeet og MBT.

- Men de bliver afviklet senere i maj og juni, når vi finder det forsvarligt.

- Om jeg bliver sidste led i familiekæden ved jeg ikke endnu. Der er ikke nogen af vores børn, der har vist den store interesse, men man ved jo aldrig fortæller Heidi Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste