60 år siden første skoledag
Festlig lørdag med masser af snak i Østervrå
ØSTERVRÅ: 27 elever fra årgang 1959 mødtes i lørdags på Torslev Skole (tidligere Centralskole) i Østervrå for et markere, at det var 60 år siden deres første skoledag. Fire lærere deltog også i træffet, som for første gang blev afviklet i Østervrå.
Årgang 1959 har været samlet flere gange – første gang i 1997 og senere i f. m. skolens 50 års jubilæum i 2010 og i 2014, her var der stemning for at ses igen efter fem år. Lene Nielsen, Sæby og Karsten Jensen, Aulum fik opgaven med at samle de gamle klassekammerater, og det faldt så heldigt sammen med 60 året for den første skoledag.
- Vi har aldrig været samlet i Østervrå, og vi synes begge, at det var helt oplagt at mødes her, forklarer Lene Nielsen.
Største årgang
Klassekvotienten var vist ikke noget, der blev kigget så indgående på i 60’ernes skolevæsen. Karsten og Lene mener, at deres årgang har været den største på skolen med over 90 elever i tre klasser.
- Jeg tror, at vi i 4. og 5. klasse var 32-33 elever i hver af de tre klasser, vurderer Karsten.
I dag er der rullende skolestart med optag af elever flere gang om året, men i 60’erne og 70’erne skete der også opbrud og ændringer i klassesammensætninger hen over et skoleforløb.
I 1959 gik eleverne i skole på Østervrå Skole, Try Skole, Thorshøj Skole og Søholt Skole.
I september 1960 blev Østervrå Skole nedlagt og eleverne flyttede til den nybyggede Torslev Centralskole.
Eleverne var dog stadig delt, idet børn fra oplandet gik i forskole de tre først år, og først i 4. klasse blev eleverne samlet på i Østervrå.
Her blev de blandet mellem hinanden, men allerede i 6. klasse blev eleverne delt i boglig og almen linje, og det blev til fire nye klasser - A1, A2, B1 og B2. I 7. klasse blev årgangen igen splittet op – nogle gik i realen, andre i 8. klasse og enkelte gik ud af 7. klasse og kom på arbejdsmarkedet.
Måske var der også nogle der stoppede efter 8. klasse, og andre der fortsatte i gymnasiet efter 2. real.
Lene og Karsten har brugt en del timer på at finde så mange som muligt, en del er her ikke længere, men det er lykkedes at skaffe kontaktoplysninger på 57 tidligere elever.
- Vi har altid haft fokus på, at det skal være hele årgangen, der er inviteret, når vi skal ses, forklarer Lene, og vi er glade for, at 27 af vores skolekammerater har sagt ja til at være med.
Ekstra glade var de over at fire af deres lærere – Karen Baier, Jens Mørk, Mette Laursen og Agnes Christiansen, også havde lyst til at deltage.
De tidligere elever havde sat hinanden stævne til frokost i Østervrå Kulturhus, og efter ganske få minutter gik snakken lystigt. Bagefter en gåtur til Torslev Skole, hvor lærerne ventede.
På skolen blev der også holdt et lille foredrag af en tidligere elev forfatteren Knud Erik Larsen, som i 2018 udgav bogen Fredenslund, der bl.a. handler om skolegang i Østervrå i 50’erne og 60’erne.
Tilbage i Kulturhuset blev der hygget med indlæg af Karen Baier, kigget gamle billeder – meget mere snak og til slut skrub-af-mad hen under aften.
ÅB