60 år med Inner Wheel i Frederikshavn
For 60 år siden blev Frederikshavn Inner Wheel dannet og dermed forenede de frederikshavnske kvinder sig med det største kvindenetværk i verden.
- Det vil naturligvis behørigt blive markeret, fortæller klubbens præsident Ingeborg Thusgaard.
Det sker ved en jubilæumsfest for klubbens medlemmer.
60 år er mange år - år der er blevet anvendt til lokalt at opfylde de mål, som organisationen er dannet på baggrund af - nemlig et særligt fokus på kvinder og børn.
Hvis man har lyst til at etablere nye netværk, få nye oplevelser, komme på virksomhedsbesøg, høre spændende foredrag eller medvirke i forskellige hjælpeprojekter – så er Inner Wheel et godt sted at være.
Klubben holder møde en gang om måneden, og derudover kan man vælge at deltage i forskellige projekter, senest har klubben afholdt vandretur med indsamling af penge til Kræftens bekæmpelse.
Der er gennem årene givet donationer til mange projekter i vores område – f eks. har klubben ydet støtte til Tuba, til Ventilen, Barnets Blå Hus, Danske Hospitalsklovne m.m.
Senest har projekt Skyggebørn nydt godt af en donation, ligesom Inner Wheel Danmark har ydet et stort beløb til børnene.
Frederikshavn Inner Wheel har på nuværende tidspunkt 28 medlemmer.
- Der er plads til flere. Enhver kvinde over 18 år, der går ind for Organisationens formål, kan blive medlem, understreger præsidenten.
Til næste sommer er alle medlemmer af Inner Wheel Danmark inviteret på en spændende tur til Berlin. Der vil helt givet også deltage medlemmer her fra Frederikshavn.
Organisationen er repræsenteret i 103 lande og har ca. 100.000 medlemmer, er upolitisk, og ikke medlem af nogen religiøs retning.
Derudover har Inner Wheel konsultativ (NGO) status ved FN
Formålet med klubben er at styrke venskaber, yde hjælp og støtte, og fremme og styrke forståelse mellem mennesker både lokalt og internationalt.