5000 til Rønnerhavnens festdag

Vild med vand-dag, havnens dag og et ikonisk kræmmermarked trak folk af huse

09. juni 2018 kl. 15.59

FREDERIKSHAVN: Lørdag kaldte Rønnerhavnen til Vild med Vand, Havnens Dag og ikke mindst det ikoniske kræmmermarked,

Og det blev en fantastisk dag for store og små med masser af liv og glade dage på bølgen blå.

Over 5000 gæstede Rønnerhavnen og flere end 50 ture blev der sejlet med både store og små med sejlads i sejlbåde, speedbåde, motorbåde - og gamle klassiske træskibe.

Efter sejladsen blev børnene udnævnt til Mini-Matroser, med diplom og en lille gave.

- Det har bare været en kanon dag, siger tovholder Birger Bredkjær Pedersen.

Musik på kajen blev leveret af "Trækfuglene" som er havnens husorkester og ved det store kræmmermarked, hvor alt godt kunne købes til "markedspriser" blev der handlet efter noder.

Dagen var arrangeret af en del af havnens klubber, som stillede op med råd og dåd, til et godt fritidsliv, ved og på vandet.

Arrangementet i Rønnerhavnen var et af i alt 100 arrangementer, hvor danske lystbådehavne åbnede kajarealet til rekordstort antal gratis prøvesmagninger på det maritime liv i, under og på vandet.

Det var Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID) og Dansk Sejlunion, der stod bag projekt Vild med Vand.

Vild med Vand arbejder for at inspirere befolkningen i Danmark til at udleve maritime drømme.

Det er frivillige i de lokale Vild med Vand-udvalg, der arrangerer aktiviteterne i samarbejde mellem lystbådehavnenes klubber og foreninger.

Havnens Dag er en årlig begivenhed i juni, hvor Vild med Vand-havnene inviterer alle til at komme og prøve et hav af gratis oplevelser.

Vild med Vand er non-profit og støttet af Nordea-fonden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste