5. A er klar til DM
Dansk Skoleidræt afholder hvert år en turnering i høvdingebold for alle landets 5. klasser.
5. a på Sæbygaard Skoleafdeling vandt i januar det indledende stævne for klasser fra skoledistrikt syd i Frederikshavn Kommune.
Alle vinderne fra de indledende stævner mødtes til distriktsstævne i Hirtshals den 23. marts.
Efter en række spændende kampe kunne 5. a fra Sæbygaard igen trække sig sejrrigt ud og kan nu kalde sig Nordjyske Mestre i høvdingebold.
- Stævnet var en god oplevelse for hele klassen, med masser af velspillede kampe, fairplay og rigtig god stemning i den fyldte idrætshal, fortæller klasselærer Knud Rugholt
Med til mesterskabet hører, at 5. a har kvalificeret sig til landsfinalen, der spilles i Greve den 16. og 17. maj. Her skal klassen møde de 14 vindere fra landets øvrige kredse.
Deltagelse tæt på aflysning
To dages ophold i hovedstadsområdet gør ondt på skolens i forvejen stramme økonomi.
Da skolen tilmeldte klasserne i turneringen, var der åbenbart ingen der havde regnet med, at de dygtige spillere i 5. a ville gå hele vejen, hvorfor deltagelsen i landsmesterskabet af økonomiske årsager i første omgang blev aflyst.
- Heldigvis har vi et engageret og handlekraftigt klasseråd, som har formået via sponsorater at få finansieret turen, oplyser Knud Rugholt.
Hele klassen, hvor alle er høvdinge, glæder sig nu til at pakke sportstøjet og forhåbentlig efter sidste gang at bolden har ramt modstanderne den 17. maj, at kunne løfte pokalen og råbe ”Hvem var det der vandt i dag – det var dem fra Sæby af”.
Skolepatruljen
Der er flere på Sæbygaard Skoleafdeling der gør det godt. For et par uger siden blev skolepatruljen kåret som Region Nordjyllands bedste. Ud over en præmie på 5.000 kroner går skolepatruljen videre i konkurrencen om at blive Årets Skolepatrulje 2023.