40 spændende år med med ejendoms-salg
Jens Jørgen Calundan markerer sit 40 års jubilæum onsdag 18. oktober
Ejendomsmægler Jens Jørgen Calundan, Frederikshavnsvej 914, Tolne, kan onsdag 18. oktober fejre sit 40 års jubilæum som selvstændig ejendomsmægler.
Jens Jørgen Calundan driver virksomhed i Frederikshavn, Hjørring og Skagen og dækker både privat- og erhvervsmarkedet samt varetager en ganske stor ejendomsadministrator portefølje over hele Vendsyssel.
Frederikshavneren indledte sit arbejdsliv med at sige nej tak til at være slipsemand i ØK´s tjeneste.
Kravet om et kortklippet ydre var så markant for den unge FfI´er, som ganske vist havde prøvetrænet i Lyngby, der sagtens kunne have brugt en sikker midtbanespiller med et godt venstrebensskud, at ØK-uddannelsen blev droppet.
I stedet valgte han at blive i hjembyen med ansættelse hos kommunen og havde så tid til det gode kammeratskab med Ruben, Pauli, Grey, Sønderby og alle de andre gode spillere, der sikrede Frederikshavn en ny guldaldertid med plads i divisionens fornemste række.
159 kampe blev det til inden ejendomsmæglerbranchen slugte så meget tid, at han var nødt til at sige farvel til grønsværen.
Han forlod skatteforvaltningen for netop 40 år siden efter at have snuset lidt freelance til ejendomssalget hos fodboldkammeraten Flemming Grey.
Han og hustruen Margith havde erhvervet kioskejer Størups hus på hjørnet af Rimmensgade og Niels Mørchs Gade - lige over for bager Grønbech. Huset eksisterer i dag som GF’s lokale kontor.
Og her fik formidlingen af ejendom under Calundan-navnet så sin første fysiske plads.
Margith var uddannet i den daværende Egnsbank Nord - og sammen gav det unge par sig i kast med at skabe en tilværelse som selvstændige.
For Jens Jørgen Calundan var det at sælge et gen, der fik lov til at blomstre, da han i sin ungdoms vår turnerede land og rige rundt med mosteren og onklen, som ejede Nørholms Tivoli.
Her fik den unge Calundan lejlighed til at vise sine salgsfærdigheder - og den indpodning har han siden bearbejdet med nye vinkler - ikke mindst evnen for at udvikle projekter og gennemføre dem.
Det har været 40 spændende år - år med voldsomme stigninger og stejle nedkørsler i form af kartoffelkure, pinsepakker og sidst men ikke mindst en voldsom finanskrise, som i alle måder var mærkbar netop inden for salg af fast ejendom.
Det har også været år, hvor forretningen af den faste ejendom har haft sine op- og nedture - faktisk mest ned.
En rente på 23 procent årligt var ikke ualmindelig i Calundans første år - men som han siger, så kostede husene heller ikke så meget dengang.
Han solgte rigtig mange typehuse i Atletikkvarteret for Vendiahuse - og først i 80’erne var det muligt at erhverve sit eget helt nye parcelhus for 270.000 kroner.
I dag er renten vel nede på en tiendedel, så jo, der har været elevatorture.
Først i 90’erne rykkede Calundan fra Rimmensgade til store og flotte lokaler i det nybyggede Maigårdscenter.
Han blev en del af JN-gruppen, som i dag kendes som Nybolig.
Denne flirt med kædekonceptet passede ikke Jens Jørgen Calundan og han sagde farvel til kæden og blev selvstændig igen.
På grund af konkurrenceklausuler måtte han ikke drive ejendomssalg i Frederikshavn i en periode, så han åbnede sit kontor i Hjørring, som han stadigvæk driver.
Men efter fire år var han hjemme i Frederikshavn igen og efter en trædesten i Ths. Bergs Gade købte han den tidligere kommunale børnehave på Parallelvej 11, hvor han stadig har til huse.
Siden udvidede han med en filial i Skagen - en position som blev yderligere cementeret ved overtagelsen af Skagen Mægleren for seks år siden.
Man kan uden at blinke sige, at det at finde de rigtige lokaler til de rigtige mennesker er Jens Jørgen Calundans spidskompetence - og det er uanset om det er privatkunder eller erhvervskunder.
Det er et spørgsmål om at være åben og se muligheder.
Og for at kan lade sig gøre skal man have et usædvanligt stort og stærkt netværk.
Det har han - og det dyrker han for det er helt afgørende.
Det vil man også helt sikkert kunne aflæse af det store besøg, der vil rulle ind over Det Musiske Hus onsdag 18. oktober fra 13-16, hvor 40 års jubilæet markeres.