40 år med FDF’s høstmarked

Lørdag den 9. september er der igen høstmarked i nordbyen med blandt andet et loppemarked

02. september 2017 kl. 09.00

Som hvert eneste år de seneste 40 år er en af de første weekender i september afsat til FDFs Høstmarked i nordbyen,

I år er det lørdag d. 9. september. Loppemarkedet er som altid det store trækplaster, og der er i år kommet mange fine effekter ind såsom møbler og nips og pynteting og meget andet, som forhåbentlig vil få handlen til at slå nye rekorder.

Er der stadig nogen, som har ting, de gerne vil skænke til loppemarkedet, kan tingene i dagene op til loppemarkedet afleveres på Bornholmsallé.

Politikere i baljen

I år har FDF i anledning af det forestående byrådsvalg valgt at udfordre de politiske partier til at stille op med nogle kandidater til en " fald i vand maskine". Tanken er så, at gæsterne på Høstmarkedet skal forsøge at få de forskellige politikere til at falde i vandet. På nuværende tidspunkt er der tilmeldt politikere fra Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

FDF forventer, at der vil møde mange op og forsøge at få de forskellige politikere i baljen.

Musikken fylder godt i det spændende program. Det er kredsens eget brassband, som underholder flere gange under markedet.

I år vil markedet få besøg fra Hjørring af Ballonklovnen Børge Bandit, og han vil underholde med forskelligt spas, ligesom han er en ørn til at lave finurlige ballondyr.

Der vil være forskellige konkurrencer og boder, hvor børn kan more sig.

Bål og snobrød

Når man siger FDF, har man også sagt bål, så derfor vil der naturligvis også være bål og mulighed for at lave sit eget snobrød og komme til at lugte lidt af røg.

Til de lækkersultne og kaffetørstige vil der være mulighed for at få stillet sine behov i bistroen. De spillelystne vil også for små penge kunne afprøve lykken i tombola, lykkehjul og amerikansk lotteri.

Foreningen Aktive Børn og unge 9900, som til daglig har til huse i FDF Kredshuset, Bornholms Allé medvirker ved markedet, og her kan man få lov at prøve de sjove Bumper-balls og iklæde sig en Sumo-brydedragt , og prøve at tumle rundt i den.

Det er vigtigt for økonomien hos FDF at markedet bliver en succes.

Overskuddet bliver brugt i det daglige arbejde, som udelukkende varetages af frivillige ledere. En del af overskuddet bruges også til at sikre, at prisen for de lejre og ture som afholdes året igennem bliver så tilpas lav, at alle har mulighed for at deltage.

Sommerlejren var i sommer henlagt til kredsens egen Drengeborg ved Aalbæk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste