35 crossfittere i dyst med resten af verden
De sidste fire fredage kl. 02.00 dansk tid har crossfitudøvere verden over siddet på nåle og ventet spændt på offentliggørelsen af ugens øvelser i den verdensomspændende konkurrence Crossfit Open.
Næsten en halv million atleter deltager i konkurrencen, hvor alle fra 14 år og derover kan være med.
I fem uger får deltagerne et nyt sæt øvelser, der skal gennemføres efter nøje anvisninger og bedømmes af godkendte dommere, og resultaterne skal uploades på konkurrencens hjemmesiden senest fire døgn senere.
Fra Crossfit Frederikshavn deltager 35 crossfittere i flere forskellige kategorier.
- Crossfit Open er noget helt specielt, som vi glæder os til hver år. Konkurrencen er for alle, for der er forskellige kategorier, som er tilpasset alder og niveau. Fra vores box har vi deltagere i både scaled, rx og masters, hvor scaled er en skaleret version af øvelserne i rx, og øvelserne i masters er tilpasset crossfittere over 55 år, sigr Louisa Simonsen, der er instruktør og ivrig crossfitter hos Crossfit Frederikshavn.
Hun deltager ikke selv i konkurrencen i år, men har taget dommerkursus som 20 andre i boxen, så hun er alligevel en del af det hele.
- Selv om jeg ikke selv deltager, så er jeg med. Vi dømmer hinanden, og der er altid nogle, der hepper og sørger for en super god stemning, når der er en, der bliver dømt. Selv til børnecrossfit og på vores bootcamps har vi lavet øvelser, der minder om dem i Open, så vi har alle en lille andel i konkurrencen, og det giver et fedt sammenhold.
Peter Madsen, der til dagligt arbejder hos Apple, er med i Crossfit Open for anden gang i år.
Sidste år deltog han sammen med sin hustru, Lotte Sønderby Madsen, som dog sidder over i år.
Til gengæld prøver deres yngste datter, Molly, kræfter med konkurrencen, selv om hun egentlig er for ung til at deltage i den officielle konkurrence på nettet.
- Begge mine piger, Frida og Molly, dyrker crossfit med min kone og mig. Vi kommer i boxen flere gange om ugen, for det er en rigtigt god måde at dyrke motion på og være sammen som familie på.
- Der er altid en helt speciel, kammeratlig stemning i boxen, og når der så er en konkurrence som Open, så er vi selvfølgelig også med - primært for det sociale, men det er nu også sjovt at kæmpe mod dem, vi træner sammen med til hverdag.
- Samtidig er det lidt spændende at holde øje med sin score på det helt store plan; vi kan nemlig sammenligne os både med dem fra vores egen box, men også med alle andre på lokalt, nationalt eller helt ud på verdensplan, siger Peter Madsen.
Som de øvrige godt 30 deltagere fra Crossfit Frederikshavn, er Peter og Molly spændte på, hvad det sidste sæt øvelser byder på.
Men de må vente som alle andre, til det bliver offentliggjort natten til fredag 23. marts. Og så er det ellers på med træningstøjet og yde det bedste.