Lørdag klokken 8 blev pedalerne trådt i bund og kæden blev holdt stram frem til klokken 18
Livet her

200 motionsryttere cykler for at knække cancer

30. oktober 2022 kl. 15:03

Akkompagneret til høj musik kogte hallen af svedige kroppe og spinnende cykler.

Omkring 200 ryttere trådte igennem på de 27 cykler, der var opstillet i Sæby Spektrums hal A. Cyklerne fik kun lov til at stå stille hver time, hvor holdene skulle skifte ryttere, ellers blev kæden holdt stram i samtlige 10 timer som arrangementet strakte sig over lørdag den 29. oktober.

Ni instruktører svingede taktstokken over rytterne og fik dem til at yde deres ypperste, så alle følte, at kroppen havde givet alt for at knække cancer.

For at bakke op om Sæby Knækker Cancer i Sæby Spektrum, afholdte Sæby Familie- og Firmaidræt aktiviteter i hal B. Ligeledes bidrog privatpersoner med, hvad de kunne for at bidrage til Knæk Cancer kampagnen.

Arrangør René Nielsen byder velkommen til Sæby Knækker Cancers cykelevent.

Eva Panhardt Petersen havde oprindelig tilmeldt sig cykeleventen i Sæby Spektrum, men måtte af helbredsmæssige årsager melde afbud, hvilket ikke hindrede hende i at gøre en indsats for at samle penge til det gode formål.

Når jeg ikke kan cykle, må jeg gå tænkte Eva og på kort tid fandt hun tolv sponsorer fra Sæby og Frederikshavn, som ville give hende mellem 1 til 5 kroner pr. gået kilometer.

Den 11. oktober snørede Eva sine vandresko og begav sig ud på veje og stier. Atten dage senere havde hun vandret i alt 84 kilometer, hvilket udløste 2512 kroner, som blev doneret til Sæby Knækker Cancer.

Eva Panhardt Petersen har selv haft en snert af kræft tæt inde på livet, idet hun for to år siden fik konstateret forstadie til kræft i bugspytkirtlen.

Eva Panhardt Petersen gik for den gode sag og kunne efter 18 dage aflevere 2.512 kroner.

Penge og deltagelse i forskning

Eva er kommet godt igennem behandlingen og har netop indvilliget i at deltage i et forskningsprojekt på Aalborg Universitetshospital og oplever således på egen krop, hvordan de indsamlede midler til forskning af cancer kan gøre gavn i praksis.

Efter dagens anstrengelser kunne René Nielsen fra Sæby Knækker Cancer lørdag aften ringe 59.000 kroner ind til Danmark Knækker Cancers indsamlingsshow.

Samtidig takkede en glad og tilfreds arrangør for den store interesse og opbakning fra deltagerne, instruktørerne og de frivillige som fik tingene til at køre uden om cyklerne.

Annonceret indhold

Nyeste