21 erhvervsfolk samler rekordbeløb til lokal julehjælp
Det er efterhånden blevet en tradition, at en gruppe erhvervsfolk, som er medlem af Dansk Folkehjælp i Frederikshavn sætter sig sammen en dag i november for at ringe rundt til deres forretningsforbindelser for at skaffe penge til julehjælp til børnefamilier, som har det svært. Sidste år blev der sat rekord, og sandelig om ikke den allerede blev slået i år, hvor der blev samlet 549.000 kr. ind.
- Vi oplever stor velvillighed fra de erhvervsvirksomheder, vi kontakter. Navnlig er mange glade for, at pengene går til velgørenhed i Frederikshavn Kommune, og at de går ubeskåret til formålet, siger Pauli Jørgensen fra bestyrelsen i Dansk Folkehjælp Frederikshavn.
For at komme i betragtning til julehjælpen skal en familie være på overførselsindkomst og have hjemmeboende børn under 18 år. Julehjælpen består af et gavekort på 800 kr. til Rema 1000 samt 500 kr. pr. barn op til fire børn.
I år vil 207 familier med i alt 294 børn modtage julehjælp fra Dansk Folkehjælp Frederikshavn. Det bliver et samlet beløb på 312.600 kr. Resten op til de indsamlede 549.000 kr. vil senere blive uddelt som tilskud til fritidsaktiviteter, det kan være kontingent til idrætsforeninger eller udstyr.