Billede beskrivelse

16 stærke bud på en ny gågade

Kommunen offentliggør vinderen 12. november

25. oktober 2018 kl. 12.11

FREDERIKSHAVN: Der er fuld gang i arbejdet med at omdanne og forny Frederikshavn midtby.

I første omgang er det arbejdet ved tegnebordene, der er i gang - og her sprudler ideerne - for indtil videre har 16 meldt sig under fanerne med iderige input til det frederikshavnske handelscentrums udvikling.

- Opgaven var at finde idéer til nye knudepunkter i midtbyen med en stærk identitet. De indkomne forslag har alle, på forskellig vis, prøvet at indfange byens DNA, som en havneby ved havet.

- Dette har eksempelvis været fortolket i belægningen eller i byinventaret, hvor bølger og maritime materialer er benyttet i forskellige variationer, siger Marie Staal, der er arkitekt i Park & Vej og en del af dommerkomitéen.

Oplægget til idekonkurrencen var at kreere to nytænkende og velfungerende byrum i gågaden i Frederikshavn.

Knudepunkt 1 er krydset mellem Danmarksgade, Thuesen Bergs Gade og Kirkegade. Knudepunkt 2 er krydset mellem Danmarksgade, Kallsvej og Hangaardsvej.

- I det ene knudepunkt ved Kallstorvet, var opgaven blandt andet at udarbejde en plads, der kan benyttes til scene. En plads, der kan samle byens borgere ved formelle eller uformelle arrangementer. Her har ideerne været mange, og der er kommet rigtig gode forslag til nytænkende samlingsscener, fortæller Marie Staal.

I dialog med borgerne har det været et ønske, at der var flere muligheder for ophold i gågaden.

Konkurrencen omhandler derfor en ideer til anderledes opholdszoner, og dette er også fortolket på forskellig vis.

Nu skal Frederikshavn kommune og byens gadeforum i gang med at nærlæse de indkomne forslag.

- Vi glæder os til at dykke ned i de mange fine forslag, siger Marie Staal..

Vinderen offentliggøres den 12. november.

Dommerkomitéen råder over en præmiesum på 100.000.

Førstepræmien vil være på minimum 50.000. Det resterende beløb fordeles efter dommerkomitéens skøn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste